Aktivering når du får kontanthjælp

Læs på denne side om:

Aktivering
Virksomhedspraktik
Job med løntilskud
Vejledning og opkvalificeringsforløb
Hvornår skal jeg i aktivering

Aktivering

Som kontanthjælpsmodtager har du ret og pligt til at deltage i aktivering. Formålet med aktivering er at forbedre dine muligheder for at komme i arbejde.

Sammen med jobcenteret fastlægger du dit aktiveringsforløb i form af en jobplan. Du har pligt til at overholde jobplanen for at bevare din ret til kontanthjælp.

Indsatsen for aktivering vil være rettet mod, at du hurtigst muligt kommer i ordinær beskæftigelse eller i ordinær uddannelse på almindelige vilkår.

Der er tre former for aktivering:  

  • Virksomhedspraktik
  • Job med løntilskud
  • Vejledning og opkvalificering

Virksomhedspraktik

Du kan komme i praktik i en offentlig eller privat virksomhed. Praktikperioden kan vare op til 13 uger for kontanthjælpsmodtagere. 

Der gælder særlige regler for varighed af praktikperioden for personer under 30 år. Et praktikophold kan føre til et job eller et job med løntilskud.

Du kan læse mere om virksomhedspraktik på linket til Jobnet nederst på siden.

Job med løntilskud

Du kan blive ansat med løntilskud i en privat eller en offentlig virksomhed. Arbejdsgiveren modtager et tilskud til din løn. Forløbet aftales i samarbejde mellem dig, jobcentret og en virksomhed. Hvis du bliver ansat i et job med løntilskud, skal du fortsat være tilmeldt som ledig i dit jobcenter. Forløbet kan vare i op til et år. Der gælder særlige regler for unge.

Vejledning og opkvalificering

Vejledning og opkvalificering kan betyde korte vejlednings- og opklaringsforløb, særlige projekter og kortere uddannelsesforløb.

Hvornår skal jeg i aktivering?

Betingelserne for aktivering af kontanthjælpsmodtagere er forskellige afhængig af, om du er under eller over 30 år.

Aktivering af personer over 30 år

Er du over 30 år, og har ret til kontanthjælp, har du også ret og pligt til at tage imod et tilbud om aktivering senest efter en sammenhængende periode på ni måneder på kontanthjælp.

Det er jobcenteret, der sammen med dig fastsætter aktiveringen, herunder det ugentlige timetal og hvor længe aktiveringen skal vare. Et tilbud skal som udgangspunkt have en sammenhængende varighed på mindst fire uger.

Aktivering af personer under 30 år

Modtager du kontanthjælp og er under 30 år, skal du aktiveres senest efter, at du har modtaget kontanthjælp i en sammenhængende periode på 13 uger.

Aktiveringen skal have en sammenhængende varighed på mindst seks måneder.

Aktivering af personer under 25 år

Er du under 25 år og modtager kontanthjælp vil jobcenteret pålægge dig at tage en uddannelse på samme vilkår som alle andre, hvis du:

  • ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • ikke har forsørgerpligt
  • er i stand til at tage en uddannelse

Indtil du starter på uddannelsen skal du aktiveres. Aktiveringen skal starte senest efter en periode på 13 uger.

Aktivering af personer på 18 og 19 år

Er du 18 eller 19 år og modtager kontanthjælp vil jobcenteret pålægge dig at tage en uddannelse på samme vilkår som alle andre, hvis du:

  • ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse
  • ikke har forsørgerpligt
  • er i stand til at tage en uddannelse
  • Indtil du starter på uddannelsen skal du aktiveres

Sidst opdateret: 23. maj 2011   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Jobcenter Greve
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 80 00jobcenter@greve.dk