Elforbrug og elpriser

Dette indhold er hentet fra Borger.dk

Læs på denne side om:

 Måler og opkrævning
Hvad indeholder min elregning?
Det fri marked
Hvordan skifter jeg elhandelsselskab?
Byg energiøkonomisk
Når strømmen svigter
Hvis du vil klage

 Måler og opkrævning

Billede af en elmåler. (Modelfoto: colourbox.com)

Dit elforbrug registreres af en opsat måler, der aflæses med passende mellemrum af dig eller af elnetselskabet. Elnetselskabet ejer måleren.

Elregningerne udsendes som aconto-opkrævninger på baggrund af det forventede elforbrug, og med passende mellemrum, typisk en gang årligt, skal du aflæse, indberette og afregne dit faktiske forbrug.

Hvad indeholder min elregning?

Din pris pr. kWh er sammensat af statslige afgifter, udgifter til elhandelsselskabet og prisen for de brugte kWh. Prisen  pr. kWh kan stå på årsopgørelsen, og i så fald er det en gennemsnitspris pr. kWh i løbet af året, da prisen svinger op og ned i løbet af året.

Hvis dit elhandelsselskab og dit elnetselskab er det samme, får du én samlet regning. Men har du valgt et andet elhandelsselskab får du to regninger.

Hvis du har problemer med at forstå din elregning, kan du få hjælp på Center for Energibesparelsers hjemmeside. Du kan også bede dit elhandelsselskab om en forklaring. 

Forstå din elregning - Center for energibesparelser (nyt vindue)

Pris

Elektricitetspriserne varierer alt efter, hvilket elhandelsselskab du er tilsluttet. Forskellene skyldes de forskellige økonomiske vilkår, elhandelsselskaberne drives under.

  • Fast pris - Vælger du en fast prisaftale, er du sikret at prisen ikke ændrer sig i den aftalte periode
  • Spotpris - Vælger du en spotprisaftale, vil den del af prisen, som dækker over dit elforbrug følge markedsprisen for el time for time
  • Kombinationer.

Det fri marked

El bliver indkøbt på det fri elmarked af elhandelsselskaberne. På markedet konkurrerer alle elkilder lige fra store kraftværker til den enkelte vindmølle. 

Du får automatisk strøm fra det lokale elnetselskab, som ejer kablerne og har pligt til at forsyne dig med elektricitet. Du har mulighed for selv at vælge et andet elhandelsselskab, dvs. en anden forhandler af selve strømmen.

 

Hvordan skifter jeg elhandelsselskab?

Hvis du vil købe strømmen hos et andet elhandelsselskab, skal du have dit aftagenummer klar, når du kontakter selskabet. Aftagenummeret er en unik kode for netop din elforsyning, og du kan se nummeret på din elregning. Det er på 18 cifre.

Det nye elhandelsselskab står herefter for alt det praktiske og sender dig en aftale, som du skal skrive under og returnere. Derefter får du en bekræftelse med dato for, hvornår den nye aftale træder i kraft. På den dato skal du aflæse din elmåler. 

Dit hidtidige elhandelsselskab sender dig derefter en slutopgørelse.

Du vil fremover modtage to regninger. Én fra det ny elhandelsselskab, hvor du betaler for strømmen. Og én fra det elnetselskab, hvor du betaler for transporten af din strøm.

Du kan bruge Elpristavlen til at sammenligne priser for dit eget elforbrug, når du skal tage stilling til, om det kan betale sig at skifte elhandelsselskab. Oplysninger generelt om elpriser og energibesparelser kan du få i Danske Energiselskabers Forening og hos Energitilsynet.

Dansk Energi (nyt vindue)

Elpristavlen - sammenlign priser på el (nyt vindue)

Energitilsynets prisstatistik for elektricitet (nyt vindue)

Byg energiøkonomisk

Du kan både spare på energiforbruget og nedsætte dine udgifter, hvis du fx sørger for at isolere væggene godt og vælger en energiøkonomisk varmeforsyning. Når du bygger dit hus og sommerhus eller bygger om i din bolig, kan du få stor nytte af at tage hensyn til miljøet.

På Center for Energibesparelsers hjemmeside kan du få konkrete råd om, hvordan din egen bolig kan energiforbedres, og hvilken type vedvarende energi, der kan passe til din boligtype. På borger.dk kan du læse om jordvarme, fjernvarme og andre typer miljøvenlig opvarmning.

Center for Energibesparelser om boligen (nyt vindue)

Energisparebolig.dk - test dit hus på 2 minutter

Miljøvenlig opvarmning

Når strømmen svigter

Strømforsyningen i Danmark er meget stabil, og hvis den svigter er det oftest en mindre lokal afbrydelse. Tjek om det kun er din husstand, eller det er hele ejendommen eller kvarteret, der er ramt. Kontakt det lokale elselskab og informer om fejlen, hvis hele dit nærområde er ramt. Du kan finde kontaktoplysningerne på din seneste elregning eller på Dansk Energis hjemmeside

Dansk Energi (nyt vindue)

Større strømafbrydelse

Hvis der er tale om en større strømafbrydelse, hvor mere end 40.000 husstande er berørt, kan du holde dig orienteret på Energinets hjemmeside.

Hvis strømafbrydelsen er omfattende, og du ikke kan bruge computer og lignende, skal du holde dig orienteret via radioen - en batteridreven radio eller en bilradio.

Energinet (nyt vindue)

Hvis du vil klage

Ønsker du at klage over din elregning, skal du kontakte Ankenævnet for Energi. Nævnet er oprettet af Forbrugerrådet og energibranchen og behandler klager, som vedrører køb og levering af energiydelser fra energiforsyningsvirksomheder.

Ankenævnet på Energiområdets klagevejledning (nyt vindue) 

Sidst opdateret: 30. maj 2011   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Natur og Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 94 48teknik@greve.dk

Kontakter

Besøgsadresse:EnergistyrelsenAmaliegade 441256København KTlf: 33926700Fax: 33114743E-Post: ens@ens.dkTelefontid:ma-to 8.30-16, fr 8.30-15.30Se flere oplysninger om EnergistyrelsenVis på kort (nyt vindue)


Besøgsadresse:Ankenævnet på EnergiområdetCarl Jacobsens Vej 352500ValbyTlf: 41715000E-Post: post@energianke.dkSe flere oplysninger om Ankenævnet på EnergiområdetVis på kort (nyt vindue)

Huskeliste

Når du skifter til et andet elselskab, skal du oplyse dit aftagenummer. Nummeret står på din regning.

Lovgivning