Dagplejen er et dagtilbud i et hjemligt miljø, hvor én voksen tager sig af jeres barn. Det er den samme voksne, som tager imod barnet om morgenen, giver barnet mad, leger med det, putter det og fortæller jer om barnets dag, når I henter det.
Dagplejen opfylder alle de faglige, lovgivningsmæssige krav, som stilles til dagtilbud i Danmark. De er beskrevet i Dagtilbudsloven.
Dagplejen anvender faglige redskaber som læreplaner, børnemiljøvurderinger m.v..
Dagplejen anvender også Greve Kommunes egne faglige redskaber som fx aftalestyring, kostpolitikken, Børne- og Ungepolitikken m.v..
Dagplejen har et tæt samarbejde med tværfaglige samarbejdsparter som fx tale- og hørelærer, sundhedsplejersker, psykologer, familierådgivere m.fl.
Dagplejerne kommer på et tre ugers grundkursus, hvor de bl.a. lærer de grundlæggende ting omkring børns udvikling, ergonomi og sikkerhed. Dagplejerne kommer desuden løbende på kurser, så de dels får ny viden, dels optimerer den viden, som de allerede har.
Dagplejerne modtager supervision og sparring fra de pædagogiske ledere, som kommer på uanmeldte besøg med jævne mellemrum.
Dagplejen har mulighed for at tage individuelle hensyn til små børns særlige behov. Dagplejens nære miljø med få børn (tre til fem) giver mulighed for at skabe trygge og overskuelige rammer for det lille barn, hvor det kan knytte tætte relationer til dagplejeren og de øvrige dagplejebørn.
Dagplejerne i Greve Kommune har mange forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde. Fælles for alle dagplejerne er, at de er glade for at arbejde med børn og at kombinere arbejds- og privatliv.
