Indskrivningen foregår digitalt via internettet. Distriktsskolen sender automatisk materiale om skolestart ud, når det er tid til indskrivning. Indskrivningen foregår i efteråret hvert år med skolestart i august året efter. Børn skal normalt starte i 0. klasse det år, hvor de fylder 6 år.
Skolerne holder informationsmøder om optagelse i skole og SFO. Datoerne for informationsmøderne meddeles ved opslag i børnehaverne og skriftligt til de enkelte hjem.
Du kan få flere informationer om skolestart ved at klikke på ”Når dit barn skal starte i skole” samt på ”Digital indskrivning”
Optagelse i SFO
Børn, der indskrives i skolen, kan samtidig tilmeldes SFO. Tilmeldingen sker via den digitale indskrivning. Børnene overflyttes fra børnehave til SFO den 1. maj i året, hvor skolegangen begynder, undtagen på Strandskolen, hvor overflytningen først sker den 1. august.
Ønske om anden skole end distriktsskolen
Dit barn har krav på at blive optaget i distriktsskolen. Det er også muligt at få barnet optaget i en af kommunens andre skoler, hvis der er plads. Dette afhænger af klassedannelsen i de enkelte distrikter. Hvis et barn ønskes optaget i en anden skole, angives det ved den digitale indskrivning til 0. klasse.
Vi forsøger i videst muligt omfang at imødekomme forældrenes ønsker om anden skole end distriktsskolen. Hvis det ikke er muligt, gælder følgende prioriterede retningslinier:
- Søskende på samme skole
- En mere ligelig fordeling af danske og tosprogede børn
- Særlige hensyn til det enkelte barn – efter begrundelse fra forældrene og/eller en fagperson
- Afstand til skolen
Der er fastsat en maksimal klassekvotient i forhold til frit skolevalg, således at der er plads til tilflyttere i skoledistrikterne.
Hvis dit barn optages i en anden skole end distriktsskolen, skal du selv sørge for befordring.
Skolegang i en anden kommune
Du kan frit vælge mellem alle folkeskoler, også i andre kommuner. Der kan dog gives afslag på optagelse, hvis der ikke er plads i klasserne. Angiv dit skoleønske ved den digitale indskrivning og henvend dig derefter til den aktuelle kommune.
Hvis dit barn optages i en anden skole end distriktsskolen, skal du selv sørge for befordring.
Specialundervisning
Hvis dit barn skal have specialundervisning, begrænses det frie valg af, om der er et relevant tilbud på den ønskede skole, og om der er plads i ordningen.
