Opkvalificering af nye medarbejdere

På visse betingelser kan man som arbejdsgiver søge om tilskud til at opkvalificere virksomhedens nye medarbejder

Ansøgning om bevilling af tilskud til opkvalificering ved ansættelse

Offentlige og private virksomheder kan søge om tilskud til opkvalificering (køb af uddannelse m.v.) ved ansættelse af ledige i ordinære stillinger (dvs. ved ansættelse uden løntilskud). Der kan søges om tilskud til alle former for opkvalificering, herunder til vejledningsforløb.

Formålet med tilskud til opkvalificering er at øge mulighederne for, at ledige kan opnå ansættelse, herunder at afkorte vejen til ansættelse ved at finansiere køb af uddannelse efter ansættelse, samt øge mulighederne for at nyansatte kan fastholde ansættelsen.

Hvilke persongrupper er omfattet?

  1. Ledige dagpengemodtagere, der er under 30 år, og som forud for ansættelsen har mindst 6 måneders sammenlagt ledighed
  2. Ledige dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, og som forud for ansættelsen har mindst 12 måneders sammenlagt ledighed
  3. Ledige dagpengemodtagere, der er fyldt 30 år, som har en særlig risiko for at blive langtidsledige, og som forud for ansættelsen har mindst 6 måneders sammenlagt ledighed
  4. Personer, der er fyldt 30 år og som forud for ansættelsen har modtaget kontanthjælp eller starthjælp eller deltaget i tilbud i form af ansættelse med løntilskud i en sammen-hængende periode på mindst 6 måneder
  5. Personer på kontant- eller starthjælp, og som, efter aftale med de forhandlingsberettigede organisationer, har fået anvist løn- og arbejdsvilkår, herunder på grund af mangelfulde sproglige og eventuelle faglige kompetencer
  6. Revalidender, sygedagpengemodtagere samt førtidspensionister, der er under 65 år
  7. Personer med handicap, der har gennemført en uddannelse af mindst 18 måneders varighed, som kan berettige til optagelse i en arbejdsøsheds-kasse, og som ikke har opnået ansættelse i op til 2 år efter uddannelsens afslutning og som mangler erhvervserfaring inden for det arbejds-område, som uddannelsen kvalificerer til.

Betingelser for tilskud

Det er en betingelse for at give tilskud til opkvalificering, at opkvalificeringen ligger ud over den opkvalificering, som virksomheden forudsættes at give, for eksempel i form af oplæring i arbejdsfunktioner eller arbejdsredskaber, der er særlige for den pågældende virksomhed.

Det er endvidere en betingelse for at give tilskud til opkvalificering, at virksomheden ikke allerede har afholdt udgiften til opkvalificering.

Der skal fremlægges dokumentation for det ansøgte tilskud til opkvalificering.

Ansøgningsprocedure og Blanket AF 92

Tilskud til udgifter til opkvalificering bevilges til virksomheden på baggrund af virksomhedens ansøgning.

  1. Virksomheden udfylder afsnittet: "udfyldes af virksomheden". Bemærk at virksomheden skal begrunde ansøgningen samt fremlægge dokumentation for udgifterne til opkvalificering.
  2. Den udfyldte blanket udskrives og underskrives af den ansatte og virksomheden.
  3. Virksomheden indsender ansøgningen til a-kassen, hvis den ansatte er medlem af en sådan. A-kassen returnerer herefter ansøgningen attesteret og i udfyldt stand til virksomheden. Virksomheden fremsender herefter ansøgningen til jobcenteret, hvor virksomheden er beliggende.
  4. Hvis den ansatte ikke er medlem af en a-kasse, eller hvis den ansatte er nyuddannet og handicappet, sendes ansøgningen direkte til jobcenteret, hvor virksomheden er beliggende.
  5. Jobcenteret træffer afgørelse om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Klage over afgørelse

Klage over jobcenterets afgørelse om bevilling af tilskud til opkvalificering kan inden 4 uger efter afgørelsens modtagelse indbringes for det beskæftigelsesankenævnet. Beskæftigelsesankenævnets afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.  

Sidst opdateret: 08. marts 2012   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Jobcenter Greve
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 80 00jobcenter@greve.dk