Foretag søgning

VINTERVEDLIGEHOLDELSE OG RENHOLDELSE AF VEJE, STIER OG PLADSER

Information om snerydning og vintervedligeholdelse i Greve Kommune

I perioden 1. november – 31. marts har du som grundejer pligt til at rydde sne og glatførebekæmpe ud for din ejendom. Af hensyn til postbud og renovatør bør du også rydde adgangsvejen, gangstierne og omkring affaldsstativet inde på din egen grund.

Kommunen sørger for snerydning og glatførebekæmpelse på de offentlige veje, stier og parkeringspladser i henhold til det af Greve Kommune fastsatte serviceniveau og ”Regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser”.
Generelt sneryddes og glatførebekæmpes større offentlige veje hele døgnet rundt, hvorimod det på f.eks. boligveje kun sker i dagtimerne, og først når der er fuld kontrol med de større veje.

På private veje og stier er det grundejerne, som skal sørge for snerydning og glatførebekæmpelse.

Omfanget af forpligtigelserne til snerydning og glatførebekæmpelse afhænger af vejens ejerforhold, jfr. nedenfor.

Grundejere langs offentlige veje

Hvis du bor ud til en offentlig vej i by eller bymæssig bebyggelse, skal du ud for din ejendom rydde fortovet for sne og sørge for, at der ikke er glat - også selvom vejen eller stien er offentlig, og uanset om der er adgang til vejen eller ej.
Snerydning skal ske i det omfang, det er krævet af hensyn til sikker færdsel, og glatførebekæmpelse skal ske ved at strø grus, sand eller lignende. Af hensyn til miljøet bør man ikke anvende salt og kemikalier til glatførebekæmpelse.

Grundejere langs private fællesveje og stier

Hvis du bor ud til en privat fællesvej eller sti i såvel by og bymæssig bebyggelse som på landet, skal du hurtigst muligt efter snefald rydde sne og sørge for, at der ikke er glat (som beskrevet ovenfor). Her gælder det både kørebane, fortov og sti - uanset, om der er adgang til vejen eller ej.

Manglende snerydning og glatførebekæmpelse

Hvis kommunen skønner, at snerydning og glatførebekæmpelsen er mangelfuld, kan kommunen lade arbejdet udføre for grundejerens regning.

Vil du vide mere?

Du kan få flere oplysninger i ”Regulativ for vintervedligeholdelse og renholdelse af veje, stier og pladser”, som du finder et link til under "Se også" i menuen til højre. Her kan du også læse om Greve Kommunes serviceniveau for vintervedligeholdelsen.

Har du spørgsmål, som denne side med tilknyttede links ikke besvarer, er du velkommen til at kontakte Center for Teknik & Miljø på e-mail vejoglandskab@greve.dk.

 

Siden redigeres af Center for Teknik & Miljø, opdateret den 16-11-2009
Greve Kommunes logo