Foretag søgning
SELVBETJENING

BØRN OVER 15 ÅR

Unge mellem 15 og 17 år kan anholdes, afhøres, varetægtsfængsles og straffes, selvom de endnu ikke er myndige i juridisk forstand.

Når politiet afhører eller sigter en ung mellem 15 og 17 år for en lovovertrædelse, skal de sociale myndigheder underrettes og sende en repræsentant, der kan deltage i afhøringen.

Som i forbindelse med børn under 15 år, har de sociale myndigheder pligt til at undersøge den unges forhold og iværksætte særlig støtte eller foranstaltninger, hvis der skønnes at være behov for dette. De skal også udarbejde en handleplan, hvis den unge har begået voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet, og komme med udtalelser og indstillinger til anklagemyndigheden og domstolen.

Sociale foranstaltninger
Der er de samme muligheder for sociale foranstaltninger for unge over 15 år (rådgivning i hjemmet, familiebehandling, personlig rådgivere, økonomisk støtte, praktiktilbud/lommepengejob, fast tilknyttet kontaktperson, aflastningsordning hos plejefamilie, ophold på efterskole el. lign., anbringelse uden for hjemmet mm.), men sanktionsmulighederne er anderledes.

Sanktionsmuligheder

For unge over 15 år findes der forskellige sanktionsmuligheder. Den unge kan tildeles en bøde eller en advarsel, der kan udarbejdes en ungdomskontrakt, men domstolene har også mulighed for at idømme unge over 15 år både betingede og ubetingede domme. Unge mellem 15 og 17 år placeres oftest i socialpædagogiske institutioner i stedet for fængsler.

I forbindelse med grundlovsforhør og med fremstillinger i retten skal de sociale myndigheder deltage og støtte den unge og sikre, at der træffes den afgørelse, der er bedst for den unge. Fx skal de sociale myndigheder udfærdige en udtalelse, der indeholder en vurdering af, hvad der vil være bedst for den unge (tiltalefrafald, ubetinget dom, ophold på socialpædagogisk sted el.lign.).

 

Siden redigeres af KFI, opdateret den 05-12-2008
KFIs Logo