NETVÆRKERNE
I Greve Kommune er der fire områdebaserede netværk, som alle arbejder med kriminalitetsforebyggelse på det generelt forebyggende niveau.
De fire netværk findes i hhv. Greve Nord, Greve Midt, Greve Syd og Tune. Alle fire netværk består af en ledelsesrepræsentant for skolerne i området (vedkommende varetager formandsposten), en fritidsvejleder fra alle skoler i området, en repræsentant for SFO’erne, en repræsentant for klubberne, en repræsentant for politiet, en familierådgiver, en gademedarbejder og KFI-koordinatoren.
At netværkene varetager den generelle forebyggende indsats i deres geografiske område, betyder bl.a., at de har til opgave at sikre, at alle kommunens børn og unge får en kriminalitetsforebyggende orientering/undervisning, at der er mulighed for at få vejledning om lokalområdets aktiviteter og fritidsmuligheder i alle skoler og institutioner, og at der iværksættes aktiviteter og kampagner, som skal virke kriminalpræventivt.