Deltagerne i undersøgelsen var tilfredse med den venlighed og omsorg, de mødte hos Jobcenters medarbejdere. Deltagerne havde også et ønske om en tidligere indsats, et mere individuelt tilrettelagt forløb, flere aktive tilbud, praktikophold samt mere faglig hjælp til at kvalificere deres jobsøgning og ansøgninger. Deltagerne kom desuden med gode råd til, hvordan jobcentret kunne styrke kvalitet og faglighed i samtaler og aktiveringstilbud.
Det er Lokalt Beskæftigelsesråd Greve, som ville have Jobcenteret vurderet af dem, der bruger det. Hans Kristiansen formand for beskæftigelsesrådet forklarer:
”Det var vigtigt for os at undersøge, hvordan de ledige borgere i Greve selv oplever den indsats, som vi i Lokalt Beskæftigelsesråd er med til at vejlede jobcentret om. Samtidig ville vi gerne øge jobcentrets forståelse af egen indsats. For selv om vi har stor tillid til vores lokale jobcenter, er der altid rum for forbedring”, siger Hans Kristiansen.
Gitte Lind, der er centerchef for Job & Socialservice, er også glad for undersøgelsens resultater.
”Det er altid sundt, at få sin indsats vurderet udefra - ikke mindst af brugerne selv. Jeg er sikker på, at vi kan imødekomme mange af undersøgelsens konkrete anbefalinger”, siger centerchef Gitte Lind, som desuden fortæller, at Jobcenteret allerede er gået i gang med at indføre flere af forslagene fra undersøgelsen.
Jobcentret vil blandt andet indfri deltagernes ønske om informationsmøder om rettigheder og muligheder. Derudover vil jobcentret sikre, at alle unge får et møde med en uddannelsesvejleder og give de ledige bedre mulighed for at kvalificere deres jobsøgningskompetencer.
Undersøgelsen kan downloades via linket til højre.
Yderligere oplysninger:
Hans Kristiansen, formand for Lokalt Beskæftigelsesråd Greve, tlf.: 21 65 45 40
Gitte Lind, centerchef for Job & Socialservice, tlf.: 43 97 93 25
