Børn til street tennis i Valhallen

Efter legene uddelte borgmesteren medaljer til børnene for deres deltagelse.

Kontakt

Center for Kultur & Fritid
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 97 97
kultur@greve.dk

”Quiet please!” Der var spændte strenge og sved på panden, da der onsdag den 15. juni var afslutning på et forløb i Street Tennis i ValHallen for 9 børn mellem 10 og 11 år.

Arrangementet varede fra kl. 16 til 18 og var en afslutning på et undervisningsforløb over otte uger, hvor børn mellem 10 og 11 år fra forskellige skoler i Greve Nord er blevet introduceret til Street Tennis hver onsdag eftermiddag.

Børnene spillede blandt andet double mod deres borgmester Hans Barlach og viste, hvordan man spiller Street Tennis-spillet ’gi ketsjeren videre’. Herefter uddelte borgmesteren præmier.

Medlem af byrådet og formand for UG-udvalget Thomas Kampmann uddelte diplomer til alle deltagerne:

”Det har været inspirerende at se, hvor sjovt børnene har det med at spille Street Tennis, og hvor dygtige de er blevet, efter kun at have modtaget undervisning over otte eftermiddage”, siger Thomas Kampmann.

Valhalsmedarbejder Hanne Lamberts Olsen er begejstret:

”Street Tennis er en ideel introduktion til tennis. Da man spiller med blødere bolde og på kortere baner end i traditionel tennis, opøver børnene hurtigt de basale tekniske færdigheder, der gør dem i stand til at skabe flow i spillet, så de har en oplevelse af, at det er sjovt. I ValHallen har vi ketsjere, bolde og Street Tennis net, som er til udlån for alle, der har lyst til at prøve”, fortæller Hanne Lamberts Olsen.

Er man mellem 6 og 18 år, er der også mulighed for at modtage undervisning i Street Tennis i ValHallen hver onsdag eftermiddag fra den 6. juli til den 22. september. Undervisningen udbydes af Greve Tennis.

Street-tennis er arrangeret som en del af det kriminalitetsforebyggende satspuljeprojekt Idrætsfacilitering, som Greve Kommune afvikler i perioden fra den 1. september 2010 til den 1. maj 2014 med bevilling fra Socialministeriet.


Yderligere information

Valhalsmedarbejder Hanne Lamberts Olsen, tlf.: 24 81 80 87

Projektleder Mia Nadia, Greve Kommune tlf.: 43 97 91 64 eller 24 46 91 64

Chefkonsulent Lisbeth Bybeck Nielsen, Greve Kommune, tlf.: 24 48 07 41

Sidst opdateret: 17. juni 2011   |   Kommentar til sideansvarlig