Blandt foreninger og institutioner var der stor glæde over byrådspolitikernes indsats og interesse, og stor tilfredshed med, at der med Frivillig Fredag blev sat fokus på behovet for flere frivillige inden for både foreningslivet og det sociale område.
En af de frivillige byrådspolitikere, Gert Poul Christensen, var på duo-cykeltur med den 91-årige Gunnar Kristiansen fra Nældebjerg Plejecenter:
”Jeg har haft en vidunderlig duocykeltur med Gunnar; denne formiddag er en af de bedste i mit liv, og jeg har tænkt mig at følge op på det med en søndagscykeltur med Gunnar en gang imellem”, fortæller Gert Poul Christensen.”Tænk at få lov til at være i selskab med et menneske med så megen livserfaring og livsmod, og så samtidig nyde det flotteste solskinsvejr.”
Ernst Mortensen, frivillig koordinator af duocyklingen og selv pensionist, fik idéen til duocyklingen, da han så cyklerne stå uden for ved Strandcentret, og han kontaktede derefter Ældre Sagen.
”Jeg er selv pensionist og elsker at cykle, så jeg tænkte, at jeg godt kunne give en hånd med og glæde beboerne på plejecenteret med at komme ud i frisk luft og få lidt vind i håret”, fortæller Ernst Mortensen. ”Så nu koordinerer jeg cyklingen for Ældre Sagen både på Strandcentret og på Nældebjerg Plejecenter.
Frivillig Fredag eller den nationale frivillighedsdag er et landsdækkende initiativ og et led i EU’s frivillighedsår 2011, og det er iværksat for at fremme det frivillige arbejde i EU og for at øge synligheden af det frivillige arbejde.
Læs mere om byrådspolitikernes deltagelse som frivillige praktikanter ved Frivillig Fredag på www.greve.dk/frivillig som også har jobbørs, hvor foreninger kan annoncere frivillige jobs, og hvor der er information om støtteordninger for frivillige og foreningsoversigter med videre.
Fakta
Duocyklingen foregår fra Strandcentret mandag og onsdag og fra Nældebjerg Plejecenter tirsdag og torsdag i sommerhalvåret, og de varer en til halvanden time.
Fakta
De deltog som praktikanter i Frivillig Fredag:
• Bjarke Abel, Køge Bugt sejlklub, Hundige Havn
• Gert Christensen, Ældresagen, Duo-cykling v. Nældebjerg Plejecenter
• Jan Wammen Dam, Greve Bibliotek, Lektiehjælp
• Jette Andersen, Strandcentrets café
• Kirsten Stuckert, Natteravnene v. Strandcentret
• Liselott Blixt, Gersagerparkens ældreindkøb v. Mælkebøtten
• Niclas Bekker Poulsen, Hundige Boldklub
• Pernille Beckmann, Gersagerparkens ældreklub
