Greve Kommune genindfører muligvis de tidligere ungefester i GIC-hallen. Medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget og af Børne- og Ungeudvalget har besluttet at holde en stor fest for unge og dernæst vurdere, om ungefester skal være et fast tilbud.
Formand for Greve Kommunes Børne- og Ungeudvalg, Brigitte Klintskov Jerkel, håber, at festerne bliver en succes:
”Ungerådet har efterspurgt sådanne store fester for alle unge mellem 13 og 18 år – også dem der ikke går i klub eller ungdomsskole. I første omgang vil vi gerne undersøge, hvor stor en tilslutning, der er, og se hvordan festen forløber, og så må vi beslutte, om der skal komme flere fester i fremtiden,” siger Brigitte Klintskov Jerkel.
Også formand for Greve Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Lone Rytter Holm, ser frem til festerne:
”Formålet er, at gøre noget for de unge. At møde dem på deres præmisser og give dem en god oplevelse,” siger Lone Rytter Holm.
Ungefester med op mod 800 deltagere i GIC blev tidligere praktiseret frem til 2001. Da ophørte ungefesterne, fordi der opstod uro foran hallen, men den risiko forventer Greve Kommune at kunne håndtere fremadrettet.
Ungefesterne bliver uden alkohol. Til gengæld bliver der masser af musik, DJ, og muligvis et kendt musikernavn. Tid og nærmere praktiske oplysninger bliver annonceret, når tiden for festen nærmer sig.
