Greve Kommune opridser reglerne for snerydning

Kontakt

Center for Byråd & Borgerservice
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 97 97
Send Digital Post

Det kan være svært at huske alle reglerne for snerydning. Derfor fortæller Greve Kommune nu, hvad de sørger for, og hvad man selv skal gøre som grundejer i kommunen, når sneen falder.

Vinteren er over os, og med sig bringer den sneen, der hvert år lægger sig som en tung dyne over byen. Og så er det, at den store snerydning kan begynde. Men hvad klarer Greve Kommune? Hvad har de ikke ressourcer til? Og hvad skal man selv sørge for?

Det gør Greve Kommune

Greve Kommune sørger for snerydning og saltning på de offentlige veje, stier og parkeringspladser. Snerydningen finder sted, når der er faldet ca. 3 centimeter sne, og kommunen bestræber sig på at holde veje og stier farbare uden væsentlige gener for trafikken.

Snerydningen er inddelt i kategorier alt efter hvilke veje, der er vigtigst for trafikken. Dem kan man læse mere om på www.greve.dk/vintervedligeholdelse i download-boksen i højre side. Her kan man også se et sneprioriteringskort, der giver et overblik over, hvilke konkrete veje og stier, som Greve Kommune vintervedligeholder, og efter hvilken prioritet det sker.

Greve Kommunes afdeling for Vej & Landskab har ikke ressourcer til at besvare alle spørgsmål om snerydning. De vil dog besvare henvendelser af generel karakter. De skal sendes til VLM@greve.dk.

Det gør grundejerne

Hvis man bor ud til en offentlig vej i by eller bymæssig bebyggelse, skal man ud for sin ejendom rydde fortovet for sne og sørge for, at der ikke er glat – også selv om vejen eller stien er offentlig. Har man baghave ud til et offentligt fortov og har en havelåge, skal man snerydde og salte fortovet.

Hvis man bor ud til en privat fællesvej eller sti i by, bymæssig bebyggelse eller på landet, skal man hurtigst muligt snerydde og salte fortovet. Det gælder både kørebane, fortov og sti – uanset om der er adgang til vejen eller ej.

Hvis Greve Kommune vurderer, at snerydningen eller glatførebekæmpelsen er mangelfuld, kan kommunen lade arbejdet udføre for grundejerens regning.

Sidst opdateret: 14. februar 2017   |   Kommentar til sideansvarlig