Reducerer energiforbrug og CO2-udledning

Greve Kommune tager endnu et skridt i en grønnere og mere energibesparende retning. På et møde tirsdag besluttede Byrådet, at alle kommunens daginstitutioner samt fire kommunale idræts- og kulturinstitutioner skal indgå i såkaldte EPC-aftaler, der medfører mindre energiforbrug og CO2-udledning.

Greve Kommunes status som klimakommune giver sig nu udslag i endnu et ambitiøst energibesparende projekt. Næste år skal alle kommunens daginstitutioner og Greve Idrætscenter, Karlslunde Hallerne, Tune Hallerne og Portalen være med i et EPC-projekt, der skal mindske energiforbruget og dermed udledningen af CO2.

Et EPC-projekt går ud på, at en privat virksomhed sikrer besparelser i energiforbruget over en nærmere fastsat periode, hvis Greve Kommune investerer i de anlæg og tiltag, der er forudsætningen for besparelsen. Hvis besparelserne ikke opnås, får kommunen kompensation. Hvis der sparers mere end aftalt, deles overskuddet mellem det private firma og kommunen.

Greve Kommune har allerede etableret EPC-aftaler på kommunens skoler. Borgmester Hans Barlach er glad for, at ordningen nu breder sig:

”Greve er en klimakommune, hvilket betyder, at vi har forpligtet os til at mindske CO2-udledningen med minimum to procent om året. Det er et ønske, vi tager meget alvorligt, og som vi hele tiden arbejder for at opfylde. Med dette nye tiltag går vi i en endnu grønnere og mere energivenlig retning, og det er jeg på kommunens vegne stolt af,” siger Hans Barlach.

Kommunen forventer, at kunne reducere energiforbruget 22 procent i de involverede bygninger på 15 år. Hvilket betyder en CO2 reduktion på 526 ton. Næste skridt er at finde den rette private samarbejdspartner, og kommunen
forventer, at EPC-aftalen bliver indgået sidst på året.

Yderligere oplysninger
Borgmester Hans Barlach, telefon 43 97 93 40.

Sidst opdateret: 07. september 2011   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Center for Teknik & Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 97 97teknik@greve.dk