Da Solrød og Greve Kommune på en generalforsamling den 22. juni 2011 dannede et fælles spildevandsselskab, blev det samtidig besluttet at opslå stillingen som direktør for det nye selskab.
En enig bestyrelse har efterfølgende ansat Marianne Andersen som direktør for det fælles spildevandsselskab. Marianne kommer fra en lignende stilling i Greve Forsyning og har været igennem ansættelsesproceduren på lige fod med de øvrige kandidater til stillingen.
Marianne Andersen tiltrådte den nye stilling pr. 1. september 2011, hvor Greve Forsyning og Solrød Spildevand i samme forbindelse skiftede navn til Greve Solrød Forsyning. Med navnet fulgte også et nyt fælles logo og 33 medarbejdere, der alle har taget godt imod fusionen.
