Greve skruer ned for tempo i inklusionsprojektet

Greve Kommunes inklusionsprojekt, der handler om at sikre, at de børn og unge, der trives i normale skoler og institutioner undgår at komme over i specialområdet, bliver gennemført i et langsommere tempo end planlagt. Det besluttede Greve Byråd på et møde tirsdag.

En række høringssvar vedrørende inklusionsprojektet gør nu, at Greve Byråd skruer ned for tempoet. Projektet skal sikre, at flere af de børn, der trives i normalområdet, bliver i normalområdet, og det er fortsat målet.

For at støtte arbejdet skal der introduceres en ny økonomimodel, og der gennemføres omfattende uddannelsesforløb for ledere, lærere og pædagoger.

Svarene i den høring, der har været om projektet, er generelt positive over for inklusionsprojektet, men mange har peget på, at uddannelsen skal foregå før ansvar og økonomi lægges over til skolerne. Det har Greve Byråd valgt at lytte til:

"Det faglige personale i dagtilbud, klubber, skoler og SFO´er skal gå forrest, når det handler om at skabe endnu mere inkluderende miljøer, og de spiller en ganske afgørende rolle. Når de siger til os: ”Vent, vi er ikke klædt på,” lytter vi – for vi skal have disse inklusionsbestræbelser søsat rigtigt. Der er meget på spil for de børn og unge, det drejer sig om, så vi har lyttet til personalets holdninger og begynder med uddannelsen efter sommerferien. Implementering af ansvar og økonomi venter til næste skoleår. Dermed har vi imødekommet de ønsker, der har været fremme, så jeg ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om inklusion i fremtiden,” siger formand for Greve Kommunes Børne- og Ungeudvalg, Brigitte Klintskov Jerkel.

Den justerede plan betyder blandt andet, at der kommer cirka 1100 medarbejdere på efteruddannelse, og at visitering til specialområdet fortsat i det kommende år er en opgave, der varetages fra centralt hold.

Yderligere oplysninger
Formand for Greve Kommunes Børne- og Ungeudvalg, Brigitte Klintskov
Jerkel, telefon 51 72 60 25.

Sidst opdateret: 11. maj 2011   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Center for Byråd & Ledelse
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 97 97strategi@greve.dk