De tosprogede elever i Greve Kommune skal have mere ud af undervisningen og være klar til at tage en ungdomsuddannelse, når de forlader folkeskolen. Det er målet med den styrkede indsats, Greve Kommune sætter i gang fra næste skoleår, og som onsdag blev vedtaget på et møde i Børne- og Ungeudvalget.
Formanden for udvalget, Brigitte Klintskov Jerkel, er glad for udvalgets beslutning:
”Uddannelse er afgørende vigtigt for alle unge mennesker, og desværre er der overalt i landet alt for mange tosprogede unge, der forlader folkeskolen uden at være rustet til at tage en ungdomsuddannelse. I Greve vil vi forsøge at styrke indsatsen og jeg har stor tiltro til, at de nye initiativer vil bidrage at løfte området. Men det er en langsigtet og kontinuerlig indsats, der skal få os i mål på dette område,” siger Brigitte Klintskov Jerkel.
Den styrkede indsats bliver ført ud i livet ved hjælp af især tre initiativer:
· Alle skoler skal arbejde med planer for undervisning af tosprogede elever i et projekt under Skolestyrelsen
· Flere lærere skal uddannes for at kvalificere undervisningen
· Og så skal de gode erfaringer, Greve Kommune har gjort i de seneste år, med et styrket skole-hjem samarbejde fastholdes og udvikles
