Med virkning fra 1. juli 2010 blev bestemmelserne om sprogvurdering af treårige børn og sprogstimulering af tosprogede børn samlet i dagtilbudsloven. Ifølge reglerne skal der alene gennemføres en sprogvurdering af børn i treårsalderen, som er optaget i et dagtilbud, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, som giver en formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering. Alle børn i treårsalderen (både tosprogede og etnisk danske børn), som ikke er i dagtilbud, skal sprogvurderes og ved behov modtage sprogstimulering – tosprogede børn i form af 15 timer ugentligt sprogstimulering.
Ny lovgivning: Tosprogede børn – 30 timers dagtilbud
Med virkning fra 1. juli 2011 er reglerne vedr. tosprogede børn, som ikke er i dagtilbud ændret således, at hvis barnet har en eller to forældre, der ikke er i beskæftigelse, skal barnet, hvis det har behov for sprogstimulering, have et sprogstimuleringstilbud i form af et dagtilbud på 30 timer ugentligt, i stedet for sprogstimuleringstilbuddet på 15 timer ugentligt. Lovændringen finder ikke anvendelse for børn, der har modtaget en sprogvurdering og sprogstimulering før den 1. juli 2011.
Kommunalbestyrelsen skal ifølge de nye regler give et tilskud til børn, der optages i et 30 timers tilbud, så forældrenes egenbetaling bortfalder.
