Greve Rusmiddelcenter og Sundhedscaféen havde inviteret Peter Ingemann Rasmussen til at fortælle sin personlige beretning om, hvilke konsekvenser den drikkendes misbrug har for familien.
Peter Ingemann Rasmussen har for nyligt skrevet bogen ”Ingemanns Land”, hvor han beskriver sin baggrund og opvækst med en alkoholiseret far.
Greve Rusmiddelcenter havde taget initiativ til arrangementet for at sætte fokus på, at det ofte er de pårørende, der direkte eller indirekte er medvirkende til, at den drikkende søger behandling.
Desuden blev der i 2010 udarbejdet en sundhedsprofil af samtlige kommuner i Danmark, som viser, at der er særligt mange borgere i Greve med et problematisk forhold til alkohol. Og at der derfor er mange pårørende, som er påvirket af et alkoholmisbrug i familien.
I anden del af arrangementet fortalte Ole Hinrich, som er tidligere alkoholmisbruger, om sin vej ind og ud af alkoholens skygge og om hvordan han fik hjælp til behandling i Greve Rusmiddelcenter.
”Når man er motiveret for at komme i behandling for et alkoholmisbrug, er det altafgørende at få den helt rette hjælp hurtigt, og jeg må rose Greve Rusmiddelcenter for en meget kort sagsbehandlingstid”, siger Ole Hinrich, Greve.
Yderligere oplysninger
David Kristensen, leder af misbrugsområdet i Greve Kommune,
tlf.: 43 97 95 53
Helene Binau, sundhedskonsulent, Center for Sundhed & Pleje,
tlf.: 43 97 91 60
