Styr på økonomien

Greve er godt rustet til de kommende år med det budget, som byrådet vedtog torsdag. Budgettet er stramt. Det vil kunne mærkes af mange, men det sikrer styr på økonomien og kvaliteten i kerneydelserne nu og i fremtiden, siger borgmester Hans Barlach.

Der har været arbejdet meget med at få enderne til at nå sammen i det nye budget. Det er imidlertid også et budget, der sikrer kvalitet og ordentlige forhold for kommunens kerneydelser i fremtiden, selvom der også er stramninger, der vil kunne mærkes.

Det er hovedtrækkende i det budget, som Greve Byråd vedtog på sit møde torsdag. Borgmester Hans Barlach ser med fortrøstning på fremtiden for Greve Kommune med det nye budget:

”Jeg er selvfølgelig ikke glad for, at vi er i en situation, hvor vi har været nødt til at gennemføre reduktioner. Men vi har været nødt til at sætte tæring efter næring. Vi har grundlæggende en sund økonomi her i Greve, fordi vi passer godt på pengene. Midt i den globale finanskrise og presset på den offentlige sektor står vi i Greve godt rustet, og det skal vi blive ved med”, siger Hans Barlach.

Selv om budgettet er stramt, er det også lykkedes at finde plads til investeringer. På kommunens institutioner investeres blandt andet i reduktion af energiforbruget, og der er afsat ekstra midler til renovering af byens skoler. Alt sammen eksempler på investeringer, der sikrer Greve som en fortsat attraktiv kommune, og som fremmer beskæftigelsen og erhvervslivet på en bæredygtig måde.

”Budgettet fremhæver dermed, at Greve er en klimakommune, og vi tænker miljøet og klimaet ind i alle vores aktiviteter. Det er ikke for ingenting, at vores vision 2020 hedder ”Greve – hvor livet er grønt”. Det er noget vi mener alvorligt, og som vort nye budget understreger”, siger Hans Barlach.

Sidst opdateret: 07. oktober 2011   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Center for Byråd & Ledelse
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 97 97strategi@greve.dk