Hvis en forening gerne vil booke Valhallen på hverdage i sommerhalvåret, kan det godt lade sig gøre, hvis foreningens arbejde vel at mærke kommer beboere i Greve Nord til gode og bidrager til integration i området.
Det besluttede Greve Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg på et møde tirsdag.
Valhallen er som udgangspunkt tænkt som et tilbud til selvorganiseret idræt – altså en hal der står ledig, og som alle og kan komme og bruge uden at bestille tid. Men der er mange projekter i området, som har medført dannelse af små, nye foreninger eller grupper, der har brug for faste tider, hvis de skal holde fast i medlemmerne – for eksempel Hundige Skater Klub.
Derfor har Greve Kommune nu ændret retningslinjerne for booking af tider i hallen:
”Det handler om at tilgodese alle hensyn. På den ene side skal vi have en hal, der i høj grad er tilgængelig for selvorganiseret idræt. Men de små og nye foreninger, der er blevet dannet i området, og som gør et kæmpe stykke arbejde for medlemmerne, skal også have en håndsrækning i en periode indtil de kan blive en del af den almindelige lokaletildeling. Det er en balance, vi forsøger at finde med de ændrede retningslinjer,” siger formand for Greve Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg, Lone Rytter Holm.
