Kommuneplan 2009-2021 og Miljøvurdering

Her kan du læse om Greve Kommuneplan 2009-2021 med tilhørende miljøvurdering.

Byrådets beslutning

Greve Byråd har den 27. oktober 2009 vedtaget Greve Kommuneplan 2009-2021 med tilhørende Miljøvurdering endeligt.

Byrådet besluttede derudover, at rækkefølgeplanen for boligudbygningen ændres, så Karlslunde Vest rykkes fra perioden ”2014-2022” til perioden ”2023 og fremefter”. Derudover blev Tune Nordøst rykket fra perioden ”2014-2022” til perioden ”2009-2013”.

Byrådet godkendte Kultur- og Fritidsudvalgets indstilling om at styrke landskabs-, natur-, og kulturværdier i Greve.

Byrådet besluttede desuden, at der arbejdes videre med disponering af et areal til en uindviet gravplads til urner i én af de nye skove.

Mindretalsudtalelse

Dansk Folkeparti (O) og Venstre (V) mener, at Tune Syd bør tages ud af rækkefølgeplanen for boligudbygning i Greve Kommune.

Hvad er Greve Kommuneplan 2009-2021?

Greve Kommuneplan er en samlende plan for kommunens arealplanlægning og bygger videre på og uddyber de ønsker, mål, strategier og visioner, som var beskrevet i Greve Kommunes Planstrategi og Lokal Agenda 21-strategi fra januar 2008. Kommuneplanen indeholder rammer og retningslinjer for anvendelse og udvikling af alle områder i Greve.

Kommuneplanen er grundlaget for lokalplanlægningen. Planen indeholder retningslinjer og rammer for den mere detaljerede planlægning og arealregulering i Greve Kommune.

Greve Kommuneplan 2009-2021 er delt op i 8 hæfter.

  • Hæfte 1 hedder ”Børn, Unge, Voksne og Ældre”.
  • Hæfte 2 hedder ”Erhverv, Arbejde og Handel”.
  • Hæfte 3 hedder ”Sikker Færdsel, Service og Forsyning”.
  • Hæfte 4 hedder ”Det sunde Fritids-, Idræts- og Kulturliv”.
  • Hæfte 5 hedder ”Vand, Land og Kyst”.
  • Hæfte 6 indeholder rammer for lokalplanlægning i Greve Kommune.
  • Hæfte 7 indeholder retningslinjer for beskyttelse og benyttelse af det åbne land.
  • Hæfte 8 indeholder miljøvurderingen af Forslag til Greve Kommuneplan 2009-2021.

Miljøvurdering

Miljøvurdering er foretaget sideløbende med udarbejdelsen af Greve Kommuneplan 2009-2021 og har haft indflydelse på indholdet i kommuneplanen. Miljøvurderingen indeholder også overvågningsprogram for Greve Kommuneplan 2009-2021.

Offentlig høring

Planerne har været offentligt fremlagt fra den 17. juli til den 14. september 2009. Høringssvarene har givet anledning til mindre ændringer, redaktionelle, faktuelle og sproglige justeringer.

Under "Download" til højre på siden kan du finde et notat om Greve Byråds behandling af høringssvarene samt de ændringer til Kommuneplanen, som Greve Byråd har vedtaget.

Her kan planerne ses

Greve Kommuneplan 2009-2021 med tilhørende Miljøvurdering er digital, og planmaterialet findes her på kommunens hjemmeside. Rammerne for lokalplanlægning (hæfte 6) vil kun være at finde her på hjemmesiden. Du kan printe de rammer, som du er interesseret i direkte fra hjemmesiden. Greve Kommuneplan 2009-2021 med tilhørende Miljøvurdering kan desuden fås i Borgerservice på Rådhuset og på kommunens biblioteker.

Der er links til kommuneplanens hæfter under "Download" til højre på siden. Hæfterne kan også ses i en version, hvor det er muligt at bladre fra side til side som i et fysisk hæfte. Der er links til disse bladre-versioner under "Læs mere" nederst på siden. For at se bladre-versionerne, skal du have programmet Adobe Flash Player installeret på din computer. Under "Læs mere" findes et link til Adobes hjemmeside, hvor programmet kan hentes gratis.

Under "Download" til højre på siden findes også et link til et skema over overførte retningslinjer fra Regionplan 2005.

Kommuneplanens retsvirkninger for borgerne

Ifølge planlovens § 12, stk. 2 kan kommunalbestyrelsen modsætte sig udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser.

Ifølge planlovens § 12, stk. 3 kan kommunalbestyrelsen inden for byzoner modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel.

Klagevejledning

I henhold til planlovens § 58, stk. 1, pkt. 4 kan der kun klages over retlige spørgsmål. F.eks. kan du klage over denne afgørelse, hvis du mener, at kommunen ikke har haft ret til at træffe afgørelsen. Du kan derimod ikke klage over, at kommunen efter din opfattelse burde have truffet en anden afgørelse.

Eventuel klage sendes til Naturklagenævnet, Rentemestervej 8, 2400 København NV inden 4 uger efter offentliggørelsen.

Naturklagenævnet tager et gebyr for behandling af klagen. Der er et link til Naturklagenævnets hjemmeside under "Links" i menuen til højre.

Hvis du vil indbringe afgørelsen for domstolene, skal dette ske inden 6 måneder fra afgørelsens modtagelse.

Sidst opdateret: 22. november 2011   |   Kommentar til sideansvarlig