Affaldsplan

Her kan du læse lidt om hvad affaldsplanen i Greve Kommune handler om.

"Affaldsplan 2009-2020" indeholder planen for, hvordan Greve Kommune vil prioritere indsatsen på affaldsområdet i de kommende år. Affaldsplanen bliver brugt i kommunens hverdag som et styrings- og planlægningsværktøj og skal medvirke til at nå de europæiske, nationale og lokale mål på affaldsområdet.

Planens initiativer er målrettet mod de områder, hvor Greve Kommune har reelle handlemuligheder. Det drejer sig væsentligst om ordninger for husholdningsaffald, hvor principperne i affaldsordningerne bibeholdes, men ordningerne justeres for at opnå forbedringer i forhold til miljø, service og økonomi samt for at imødegå kommende lovkrav. Derudover retter en del initiativer sig mod information til og kommunikation med borgerne.

På erhvervsaffaldsområdet er initiativerne rettet mod at sikre en bedre sortering hos erhvervsvirksomheder gennem tilsyn, information og kontrol. Herudover imødegås også kommende lovkrav, som blandt andet betyder, at erhvervsvirksomhederne skal have adgang til MiljøCenter Greve.

Kommunens adgang til nødvendig behandlingskapacitet sikres via medejerskab af affaldssel-skabet I/S KARA/NOVEREN samt aftaler med private aftagere.

Kortlægningen viser, at Greve Kommune i forhold til husholdningsaffald rigeligt opfylder regeringens sigtelinjer og kommunens egne væsentlige højere mål for 2008 er stort set nået i 2007. Initiativerne fra "Affaldsplan 2005-2016" er blevet gennemført og affaldsordningerne fungerer generelt godt.

Med hensyn til erhvervsaffald er nogle af initiativerne fra "Affaldsplan 2005-2016" gennemført, dog er nogle initiativer vedrørende information og kampagner ikke gennemført. Regeringens og kommunens egne lavere mål er ikke nået, hvilket bl.a. skyldes en meget lille genbrugsprocent fra "institutioner, handel og kontor", som producerer ca. halvdelen af erhvervsaffaldet.

Samlet set ligger Greve Kommune lidt under regeringens mål og ligeledes lidt under kommunens egne, lidt lavere mål.

Denne affaldsplan skal bidrage til, at både lokale og landsdækkende mål og initiativer nås i den kommende planperiode.

"Affaldsplan 2009-2020" er vedtaget af Greve Byråd den 24.06.2009.

Sidst opdateret: 02. marts 2012   |   Kommentar til sideansvarlig

Kontakt

Natur og Miljø
Rådhusholmen 10
2670 Greve
43 97 94 48teknik@greve.dk

Download