krammeri nældebjerg.png

Sagte lyder det indefra boligen. 1,2,3,4,5,6...helt indtil hun når 20.

Jeg står stille, holder vejret, bange for at ødelægge et magisk øjeblik.

Hun kluk ler, og jeg kommer til at gøre det samme. Det lykkedes!! Kvinden drejer hovedet, kigger på mig med øjne, der stråler og slipper sin dukke.

Kan du klare flere? Spørger jeg indbydende og breder armene ud.
Hun nikker og rejser sig. Vi krammer, helt tæt, med kinderne  mod hinanden. I et kort øjeblik, tænker jeg på om min kittel lugter af sved her i varmen, men skubber tanken fra mig og krammer hende så tæt jeg kan. Som så mange gange før starter jeg rækken. 1 siger jeg, 2 siger hun og sådan skiftes vi indtil vi når 20.
Hun slipper forsigtigt sit greb om mig, og vi står nu næse mod næse. I et øjeblik tæt forbundne. Jeg rammes af en varme der ikke skyldes den hedebølge, der hersker.

I mange, mange uger, har vi flere gange dagligt øvet på at kramme kvinden i 20 sekunder, i håb om at udløse naturligt oxitocin. Kram når hendes verden var skræmmende og forvirrende, og kram når arousal niveauet trængte til regulering. Alt sammen for at undgå yderligere medicinering.
Altid til 20 siger hun stolt. Jeg griner. Lige præcis, altid til 20 siger jeg.

Arm i arm går vi ned mod dagligstuen, og PN kram, er hermed tilføjet på medicinskemaet ❤