Nogle gange kan man få lov at være så heldig, at nogle kommer og spørger om vi skal være venner. Så heldige oplever Nældebjerg lige i øjeblikket at være.

Vi har fået nye venner på Nældebjerg – nemlig CYKELVENNERNE fra Ældre Sagen
Midt i april fik vi en henvendelse fra Ernst Mortensen. Ernst har altid været glad for at cykel og havde fået den ide at, cykleglæden kunne deles med andre.

Siden vores første møde med Ernst, er det således lykkedes Ernst at, få engageret sine badmintonkammerater og Ældre Sagen omkring ideen. Så fra maj til august måned vil Ernst og badmintonkammerater bruge nogle timer om ugen på at cykle med beboerne på plejecentrene Nældebjerg og Strandcenteret. Arbejdet er organiseret gennem Ældre Sagen.

CYKELVENNERNE vil komme hver tirsdag og torsdag på Nældebjerg. Om tirsdagen er det beboere fra A-huset der cykler, om torsdagen er det beboere fra B-huset der cykler. Der cykles på Nældebjergs doucykler. En doucykel er indrettet så to personer sidder, side om side på turen. Den ene er fører, bestemmer fart og styre cyklen. Den anden cykler med, hvis kræfterne rækker, ellers er det muligt blot at nyde turen, uden at skulle trampe i pedalerne.

Torsdag d. 26. maj 2011 gik starten på første cykel arrangement
To spændte beboere og to forventningsfulde CYKELVENNER fik sig alle en anderledes oplevelse. Først blev doucyklerne indstillet så rat og pedaler passede til passagerne. Herefter gik starten og turen ud i det blå. Alle vendte tilbage, en STOR oplevelse rigere, med håret i vindblæst frisure.

Ældre Sagen er kendte som besøgsvenner på Nældebjerg , og nu udvides samarbejdet med det nye tiltag ,CYKELVENNERNE. Ældre Sagen lægger vægt på, at det er to forskellige former for frivilligt arbejde, men at etikken omkring arbejdet er den samme.

På Nældebjerg er vi meget taknemmelige for at have fået nye venner – CYKELVENNER, og håber at deres frivillige arbejde vil bringe glædelige stunder til beboere på Nældebjerg samt til CYKELVENNERNE.

Vi siger tak for et godt initiativ og glæder os til det fremtidige samarbejde.

På Nældebjergs vegne

Kontaktperson gruppeleder Jane Ahlmann.