På Strandcentret vil vi gerne være kendt for alle vores aktiviteter.

Både i form af de små aktiviteter vi laver i dagligdagen som f.eks. siddedans/stolegymnastik og de store aktiviteter som f.eks. Idrætsdag og sommerudflugt.

I sagens natur er det vanskeligere for beboerne at deltage i aktiviteter end for centergæster. Men de dygtige og engagerede medarbejdere gør meget ud af at aktiviteterne også er målrettet beboerne, hvis aktivitetsniveau ikke er på omgangshøjde med de friske borgere.

Sidste skud på stammen er CYKELVENNERNE. Det er personer fra Ældresagen, som kommer to gange ugentlig og kører tur på duocyklerne med beboerne. Dette til stor glæde for både chauffør og ”medchauffør”.

Der afholdes Idrætsdag på Centret hvor både daghjemsgæster og beboere er deltagere – brug af rollator er ingen hindring -

Efter fælles opvarmning styrer alle udenfor og der er konkurrencer i f.eks. dåsekast, basketbold, boldkast og faldskærm. Naturligvis slutter dagen med overrækkelse af medaljer til vinderne.

Flere gange ugentligt er der stolegymnastik og siddedans hvor alle – uanset evt. handicap - kan deltage.

For de mere ”bevægelige” er der stavgang og linedans.

Gymnastik for mobile seniorer er også en mulighed.

I sommerperioden spilles petanque - som også kan gøres siddende.

Træningskøkkenet bruges flittigt af daghjemsgæster til madlavning og bagning til fredagshygge. På vores hold ”Madkunst for mænd” er der ventetid, da det er yderst populært.

Dette er blot et lille pluk i vores aktiviteter. Vi kan også tilbyde alle de kreative ting som, knipling, syning, strik, silkemaling, keramik, pergamano og meget, meget andet ikke nævnt.

Alle aktiviteter er beskrevet i vores månedsblad ”Strandnyt” som altid er at finde i receptionen.