Ankestyrelsen har ændret praksis for udbetaling af sygedagpenge. Det betyder, at borgere, som har fået standset deres sygedagpenge før de har modtaget en afgørelse, måske kan få genoptaget deres sag.

Ankestyrelsen har efter en dom i Højesteret truffet en principafgørelse (75-15), der ændrer praksis om tidspunktet for standsning af udbetaling af sygedagpenge.

Hvis du har modtaget sygedagpenge i en periode, skal din kommune tage stilling til, om du fortsat kan få udbetalt sygedagpenge eller skal tilbydes hjælp efter anden lovgivning.

Efter den nye praksis må udbetalingen af sygedagpenge først standses, når kommunen har lavet denne vurdering og truffet en afgørelse om det.

Kommunen må i denne type sager normalt ikke beslutte, at udbetalingen af sygedagpenge skal standses med tilbagevirkende kraft. Hvis udbetalingen af dine sygedagpenge er blevet standset, før du har modtaget en afgørelse, har du måske mulighed for at få genoptaget din sygedagpengesag.

 

Genoptagelse af sag

Greve Kommune skal nu tage stilling til, om der er grundlag for at genoptage sager, hvor udbetalingen af sygedagpenge er standset med tilbagevirkende kraft ved revurderingstidspunktet (tidligere varighedsbegrænsningens udløb) eller ved udløbet af en af forlængelsesmulighederne.

Genoptagelsen kan eventuelt føre til, at du har ret til sygedagpenge udover det tidspunkt, hvor dine sygedagpenge blev standset. Vurderingen af de gamle sager kan dog også betyde, at du ikke har ret til sygedagpenge, selv om din sag er afgjort med tilbagevirkende kraft. Det gælder for eksempel hvis du har genoptaget arbejdet eller raskmeldt dig.

Du skal selv kontakte Greve Kommune eller Ankestyrelsen

Greve Kommune og Ankestyrelsen har ikke mulighed for at finde alle de sager, som skal genoptages.

Hvis du mener, at din sag om standsning af sygedagpenge skal genoptages, eller hvis du har spørgsmål vedrørende din sag, bør du derfor kontakte Greve Kommune på telefon 43 97 97 97 eller via mail raadhus@greve.dk


Hvis det er Ankestyrelsen, der har truffet den sidste afgørelse om standsning af dine sygedagpenge, er det Ankestyrelsen, der skal træffe beslutning om evt. genoptagelse. Her skal du derfor kontakte Ankestyrelsen på telefon 33 41 12 00 eller på sikkermail.aalborg@ast.dk

Under "læs mere" finder du et link til Ankestyrelsens hjemmeside, hvor du kan læse om Højesteretsdommen og principafgørelsen. 

 

Nedenfor kan du læse hvad ”tilbagevirkende kraft” og andre vigtige begreber betyder

Du kan normalt kun modtage sygedagpenge i en begrænset periode, i dag 22 uger (tidligere 52 uger)

Revurderingstidspunkt og varighedsbegrænsning betyder det samme.

Før lovændringen den 1. juli 2014 hed det "varighed" eller "varighedsbegrænsning". Det blev erstattet af "revurdering" ved lovændringen.

Begreberne handler om, hvad kommunen skal gøre, når du har modtaget sygedagpenge i en begrænset periode

Når perioden er ved at være forbi, skal kommunen tage stilling til (revurdere), om du fortsat kan få udbetalt sygedagpenge, eller om kommunen skal tilbyde hjælp efter en anden lovgivning

Revurderingen skal ske, inden tidsbegrænsningen indtræder

Kommunen skal vurdere, om du opfylder en eller flere af betingelserne for at få sygedagpengeperioden forlænget og træffe afgørelse om det

Opfylder du ikke betingelserne, skal kommunen tage stilling til hvilken hjælp, der så skal sættes i stedet for sygedagpenge. Det kan for eksempel være et jobafklaringsforløb

Tilbagevirkende kraft betyder, at kommunens afgørelse om at standse udbetaling af sygedagpenge skal have virkning før den dag, hvor du modtager afgørelsen.

Forældelse

Kommunen skal ved behandling af din sag om genoptagelse, tage stilling til spørgsmålet om forældelse. Det skal ske efter reglerne i lov om forældelse af fordringer.

De enkelte månedlige udbetalinger af sygedagpenge forældes løbende efter 3 år.

Spørgsmål om forældelse afgøres konkret i hver enkelt sag. Der kan for eksempel være spørgsmål om forældelsesfristen er blevet afbrudt.

Modregning

Kommunen skal tage stilling til, om der skal ske modregning, hvis du har fået udbetalt andre ydelser i den periode, som kravet om efterbetaling handler om.

Man kan ikke få udbetalt to ydelser til forsørgelse på samme tid.