Oplever du, at din nabo er påbegyndt, eller allerede har opført et byggeri der ikke er lovligt, har du mulighed for at klage til kommunen.

Når man bor tæt sammen i et byområde, som de fleste gør i Greve Kommune, kan der være tilfælde hvor man kan blive generet af naboens nybyggeri.

Alle grundejere har ret til at bygge inden for de rammer, der gælder i statens bygningsreglement og i kommunens plan for området.

Omvendt hvis din nabo er på vej til at opføre eller allerede har opført et byggeri, der ikke ligger inden for disse rammer, så har du mulighed for at klage over det til kommunen

Snak med naboen, hvis du bliver generet. Går det ikke, kan kommunen måske hjælpe.

Rigtigt mange problemer kan klares med en stille snak over hækken eller en kop kaffe. Og jo tidligere i byggeprocessen I får snakket sammen jo bedre. Med en tidlig snak har I mulighed for at snakke jer til rette og inden for rammerne af byggeloven og lokalplanen få justeret byggeriet så både du og den, der bygger kan blive tilfredse.

Men hvis et planlagt eller allerede opført byggeri ikke ligger inden for rammerne af byggeloven og lokalplanen, så kan du vælge at klage til kommunen. På linket til højre kan du finde et anmeldelsesskema for klager over byggeri, som du kan sende ind til byg@greve.dk. Vi vil herefter kigge på sagen. Du skal dog være opmærksom på, at vi generelt prioriterer indkomne byggesager højt, og derfor kan sagsbehandlingstiden for klagesager være lang.

Vær opmærksom på, at klagesager er omfattet af princippet om offentlighed i forvaltningen, og at den du klager over, som udgangspunkt vil få sendt din klage til udtalelse.

Lidt om byggeretten og reglerne for byggeri

Statens regler for byggeret finder du i bygningsreglementet § 166 - §195 (https://bygningsreglementet.dk/Tekniske-bestemmelser/08/Krav/168_186#4d3af474-b16a-4a5b-af9b-bab8afa07a90)

Kommunens gældende lokalplan for området finder du her (https://greve.viewer.dkplan.niras.dk/plan/13#/)

Klik her hvis du vil klage over støj, møg og affald fra byggerier.(www.greve.dk/borger/miljoe-og-affald/forurening/stoej-roeg-og-moeg-klager/)

Klik her hvis din klage drejer sig om hegnet mellem dig og din nabo (www.greve.dk/borger/bolig-byggeri-og-flytning/boligen/hegn-og-skel/hegnsyn/)

Hvis dig og din nabo er uenige eller usikre på hvor skellet mellem jeres grunde præcist ligger, så skal du kontakte en autoriseret landmåler.