Her kan du læse om regler for fælleshegn i skel.

Et godt naboskab er et godt udgangspunkt for at etablere og vedligeholde fælles hegn. Men der er behov for regler for fælles hegn. Hegnsloven regulerer hegnsforholdet mellem grundejere, både private og offentlige.

Hvad er et hegn?

Hegnsloven opdeler hegn i tre typer:

  • Fælles hegn, som står i skellet mellem to ejendomme og er max 1,80 m
  • Egne hegn, som står i skellet i en afstand af op til 1,75 m. Egne hegn må være 1,80 m højt plus afstand til skel. Det skal dog stå i en afstand, så det ikke generer evt. fælleshegn og vedligeholdelse af fælleshegn.
  • Indre hegn, som står mere end 1,75 m fra skellet

Fælles hegn og egne hegn er omfattet af hegnsloven. Indre hegn er ikke omfattet af hegnsloven.

Ændring af hegn

Du skal være enig med din nabo om ændring af et fælleshegn. Egne hegn må gerne ændres eller fjernes. Hvis der ikke findes andet hegn mellem Jer, skal du huske at give naboen besked om ændringerne senest en måned inden.

Hvis du ikke kan enes med din nabo om etablering eller vedligeholdelse af Jeres hegn, har du måske brug for Hegnsynet.

Hegn mod vej

Ved veje kan der være tinglyst deklarationer om byggelinjer. Hegn skal normalt ikke respektere byggelinjer mod vej. Der kan dog være tinglyst deklarationer om højdebegrænsninger ved hjørner, af trafikhensyn.

Ved rejsning af hegn mod gader, veje, stier og pladser bør tilstræbes et tiltalende helhedsindtryk. Hegn må ikke hindre den frie oversigt ved vejkryds, -tilslutninger eller -sving eller være til ulempe for færdslen. Porte, låger eller led må ikke kunne åbnes udad mod færdselsbaner, hvor andre end hegnets ejer har færdselsret.

Hegn langs gade, vej, sti eller plads, som er åben for almindelig færdsel eller udlagt til brug for flere ejendomme, skal rejses helt på egen grund og levende hegn plantes i en sådan afstand fra vejens areal, at bevoksningen til enhver tid kan holdes inden for skellinjen. Hegnets højde fastsættes om fornødent af hegnsynet.

Hegn og lokalplaner mv.

Bemærk venligst, at i nogle områder stiller lokalplanen krav til hegn. Der kan også være tinglyst deklarationer vedrørende hegn i et område. Der stilles typisk krav om, at hegn skal være levende hegn, f.eks. i form af en ligusterhæk. Kontrollér derfor altid, om en eventuel lokalplan eller deklaration er overholdt.