Læs her, hvad du skal gøre, når du har afsluttet et byggearbejde.

Et byggearbejde skal færdigmeldes, hvis det har krævet en byggetilladelse før du kunne påbegynde dit byggearbejde. Det er vigtigt at færdigmelde dit byggeri af hensyn til at få ajourført din BBR-ejermeddelelse. Fremgår der uafsluttede byggesager af din BBR, kan det få betydning for vurderingen af din ejendom, omlægning af lån, boligsalg m.m.

Færdigmeld dit byggeri via Byg og Miljø

Færdigmeldingen af dit byggeri foregår via Byg og Miljø under dit igangværende projekt. Dette gør du ved at logge ind med din digitale signatur og finder dit projekt. Du færdigmelder projektet under fanen 'Dokumentation du skal udfylde senere'.

Er din byggesag af ældre dato, og har du derfor ikke ansøgt via Byg og Miljø, kan du færdigmelde dit byggeri ved at sende en mail til vores fællespostkasse på byg@greve.dk. Vær opmærksom på, at alle byggeansøgninger der er ansøgt via Byg og Miljø, ligeledes skal færdigmeldes derigennem.

I forbindelse med din færdigmelding skal du huske at kontrollere, at byggetilladelsen betingelser er overholdt, og at den fornødne dokumentation er vedlagt. Når vi har modtaget din færdigmelding og byggetilladelsens vilkår er opfyldt, vil din byggesag blive afsluttet og automatisk ajourført i BBR. I den forbindelse vil du få tilsendt en ny BBR-ejermeddelse.

Ibrugtagningstilladelse

Ved erhvervsbyggeri, offentligt byggeri, etageboliger mv. må byggeriet ikke tages i brug førend der er givet ibrugtagningstilladelse.