Nye regler ved opførelse af carporte, garager, udhuse og lignende mindre bygninger

Fra 1. juli 2017 træder der nye regler i kraft, hvis du ønsker en garage, carport, udhus eller lignende mindre bygninger på din ejendom.

Du skal dermed ikke længere anmelde småbygninger til kommunen. I nogle tilfælde skal du blot oplyse om den nye bygning til BBR-myndigheden i kommunen. I andre tilfælde skal der søges om byggetilladelse.

Bygninger hvor du blot skal oplyse om bygningen til BBR

Hvis det samlede areal af den bygning du ønsker at opføre og de småbygninger du har på grunden, ikke overstiger 50 m².

Det er en forudsætning, at den bygning du opfører i øvrigt overholder byggeretten i Bygningsreglement 2015. Dvs. den samlede længde af bygninger i skel må ikke overstige 12 m, højden må ikke overstige 2,5 m og der må ikke udføres vinduer, døre eller lignende åbninger imod skel.

Bemærk at bestemmelserne i lokalplaner og deklarationer, og anden lovgivning fortsat skal overholdes.

Der er mulighed for at søge om dispensation for mindre overskridelser, og der skal være givet dispensation inden en bygning opføres.

Læs mere om hvordan du indberetter ændringer til din BBR her

Bygninger hvor du skal søge om byggetilladelse

Hvis det samlede areal af den bygning du ønsker at opføre og de småbygninger du har på grunden, i forvejen overstiger 50 m².

Hvis bygningen du ønsker at opføre ikke overholder byggeretten i Bygningsreglement 2015 kræves også byggetilladelse. I disse tilfælde skal kommunen foretage en helhedsvurdering, og give en byggetilladelse hvis byggearbejdet kan godkendes.

De bygninger der kræver en byggetilladelse, vil automatisk blive påført på BBR, efter byggesagen er afsluttet i kommunen.