Svar på ofte stillede byggerelaterede spørgsmål.

Går du i byggetanker? Find de relevante oplysninger her

Hvordan finder jeg mit skel?

Hvor meget må jeg bygge på min grund?

Kan jeg få en forhåndsgodkendelse af byggeprojekt?

Må jeg udskifte mit tag med glaserede tegltagsten?

Hvad skal jeg gøre, når mit byggearbejde er færdigt?

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker at udstykke min ejendom?

Hvordan får jeg en BBR-ejermeddelelse?

Kan jeg få aktindsigt i en byggesag?

Hvor kan jeg finde tidligere byggesager på min ejendom? 

Hvor kan jeg finde kloakplan eller oplysninger om kloakledninger på min ejendom?

Hvad skal jeg gøre hvis jeg opdager skimmelsvamp i min bolig? 

Går du i byggetanker? Find relevante oplysninger her

I forbindelse med byggeri har du en byggeret. Denne fortæller dig, hvad du kan forvente, at få tilladelse til i forhold til bygningens etageareal, etageantal, højde og afstandsforhold.
Byggeretten kan du læse om på www.bygningsreglementet.dk. Byggeretten er beskrevet i kapitel 2.2.

Ud over byggeretten er der en del tekniske og administrative bestemmelser i bygningsreglementet. Der kan på din ejendom være tinglyste servitutter, der begrænser byggemulighederne. Hvad der gælder for din ejendom, kan du se i tingbogen over fast ejendom på www.tinglysning.dk.

Ligeledes kan din ejendom være omfattet af en lokalplan, som regulerer dine byggemuligheder. Om dette er tilfældet, kan du se på www.ois.dk. For at undersøge om din ejendom er omfattet af en lokalplan, skal du fremsøge din adresse, hvorefter du i fanen 'planer' til venstre i skærmbilledet kan se om din ejendom er omfattet af en lokalplan. 

Hvis du ønsker, at se hvad kommunen har af tegninger på din ejendom, kan du søge på afsluttede sager i vores digitale byggesagsarkiv www.weblager.dk.

Hvordan finder jeg mit skel?

Skellet er markeret med skelsten eller skelpæle, der hvor flere skellinjer mødes, eller en skellinje ændrer retning. Kan du ikke finde skelsten eller skelpæle på din ejendom, og har du brug for, at vide præcist hvor dit skel ligger, skal du kontakte en landinspektør. 

Hvor meget må jeg bygge på min grund?

Hvis man skal bygge til sit hus, må man først og fremmest undersøge hvilken bebyggelsesprocent, der er gældende for ens område. Altså, hvor stort et etageareal der må være i alt i forhold til grundens areal. Vær opmærksom på, at der i en lokalplan eller deklaration kan være bestemt en anden bebyggelsesprocent end dem, der er foreskrevet i Bygningsreglementet 15, BR 15. I de tilfælde er det lokalplanens/deklarationens regler, der er gældende.

Etagearealet fremgår af BBR-meddelelsen over ens ejendom. Disse oplysninger er ikke altid opdaterede, og man skal derfor kontrollere, om de passer. Læs mere på www.ois.dk.

Kan jeg få en forhåndsgodkendelse af byggeprojekt?

Et skitseforslag vil sjældent være tilstrækkeligt til, at kunne indhente en egentlig byggetilladelse fra kommunen, men det vil nogle gange være muligt, at få en forhåndsgodkendelse af projektet. Det er vigtigt, at du præciserer, hvad du vil have forhåndsgodkendt: Eksempelvis bebyggelsesprocenten, bygningshøjden, etageantallet, materialevalg m.v.

Af kommunens forhåndsgodkendelse vil det – udelukkende i forhold til det efterspurgte, fremgå om en eventuel byggeansøgning vil støde på problemer, om der er dele af dit projekt der på forhånd kan afvises, eller om der vil blive tale om, at søge dispensation vedrørende nogle punkter.

Vi opkræver et gebyr, der bliver beregnet ud fra den tid, vi bruger på at undersøge din sag og lave en forhåndsgodkendelse. Du kan finde gældende gebyrtakster her. 

Må jeg udskifte mit tag med glaserede tegltagsten?

Mange lokalplaner, partielle byplanvedtægter og deklarationer indeholder bestemmelser om, at der ikke må være blanke og reflekterende tagmaterialer.

Et glaseret tag betegnes som en blank og reflekterende tagdækning, og må ikke anvendes i disse områder.

Her kan du tjekke, om sådanne bestemmelser findes i de lokalplaner og byplanvedtægter, som gælder for det område, du ønsker at bygge i - Lokalplaner

Det kræver ikke tilladelse, at udskifte taget, men det skal oplyses til Center for Teknik & Miljø som BBR-myndighed, hvis taget skiftes til et andet materiale end det, som fremgår af BBR.

Hvad skal jeg gøre, når mit byggearbejde er færdigt?

Når et byggearbejde er færdigt, skal det kontrolleres, at de betingelser, som er stillet i byggetilladelsen eller kvitteringen for anmeldelse, er overholdt.

Når eventuel manglende dokumentation mv. er indsendt, færdigmeldes byggearbejdet på www.bygogmiljoe.dk inde under dit igangværende projekt. 

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg ønsker at udstykke min ejendom?

Hvis du ønsker at udstykke din ejendom eller overføre arealer mellem to ejendomme, skal du indsende en ansøgning til kommunen.

Før en udstykning eller arealoverførsel kan gennemføres, skal du kontakte en beskikket landinspektør, som skal udarbejde et udstyknings- eller arealoverførselsprojekt.
I lokalplaner kan der være fastlagt en bestemt udstykningsplan, eller der kan være tinglyst en servitut eller deklaration på ejendommen.

Hvis ikke der gælder særlige regler for din ejendom, gælder byggelovens almindelige regler om udstykning. I byggeloven er angivet, at den normale mindste grundstørrelse er 700 m2.

Hvordan får jeg en BBR-ejermeddelelse?

Du kan udskrive en BBR-ejermeddelelse gratis på Den Offentlige InformationsServer (OIS) www.ois.dk.  

Ved ejerskifte og ved afslutning af byggesager, vil du som ejer automatisk få tilsendt en opdateret BBR-meddelelse gratis.

Kan jeg få aktindsigt i en byggesag?

Som udgangspunkt har du krav på at få aktindsigt i en byggesag, uanset om du er part i sagen eller ej. Nogle byggesager og enkelte dokumenter kan du ikke få aktindsigt i, såsom interne arbejdsdokumenter, retssager og byggesager vedrørende fængsler, banker m.m.

Du skal være i stand til at oplyse hvilken konkret sag, du ønsker aktindsigt i, så vi har mulighed for at finde den i vores arkiv. Det er som regel tilstrækkeligt, at du kender adressen på ejendommen. 

Hvor kan jeg finde tidligere byggesager på min ejendom?

www.weblager.dk kan du finde alle afsluttede byggesager på din ejendom. 

Hvor kan jeg finde kloakplan eller oplysninger om kloakledninger på min ejendom?

www.weblager.dk kan du finde alle oplysninger, vi har om din ejendom. 

KLAR Forsyning ved, hvor kloakledninger ligger i de offentlige veje.    

Hvad skal jeg gøre hvis jeg opdager skimmelsvamp i min bolig?

Hvis du bliver opmærksom på skimmelsvamp i din lejebolig, skal du først henvende dig til udlejer.

Hvis udlejer ikke reagerer, kan du henvende dig til Greve Kommune, Teknik- og Miljøafdelingen på byg@greve.dk.

Her kan du hente et spørgeskema, som skal udfyldes før en medarbejder fra afdelingen kan behandle din henvendelse. Spørgeskema om skimmelsvamp (pdf åbner i nyt vindue)

Typisk vil udlejer blive bedt om en redegørelse, før der tages stilling til, hvad der videre skal ske. Hvis det vurderes, at fugt- og skimmelsvampeskaderne er af bagatelagtig karakter, vil kommunens indsats begrænse sig til råd og vejledning.

Hvis det vurderes, at der kan være skimmelsvamp i sundhedsfarlige mængder i lejligheden, vil der blive foretaget en fugt- og skimmelsvampeundersøgelse udført af et specialfirma. Resultatet af undersøgelsen vil være grundlaget for en evt. beslutning om genhusning