Weblager er et offentligt digitalt byggesagsarkiv, hvor du kan se afsluttede byggesager.

For at lette adgangen til byggesager for borgere, ejendomsmæglere og andre med interesse i og behov for oplysninger om byggesager, er byggesagsarkivet blevet digitaliseret. Det digitale byggesagsarkiv kan findes på www.weblager.dk

Afsluttede byggesager vil være tilgængelige, efterhånden som sagerne bliver scannet. Sagerne bliver scannet, når de er afsluttet. Der er offentlig adgang til weblager, og alle interesserede vil kunne tilgå byggesagsarkivet fra en computer med internetadgang.

Hvis du har brug for et tryk af tegninger og dokumenter, kan du selv printe disse på weblager.

Alle borgere har fri adgang til samtlige byggesager i kommunen med undtagelse af banker, posthuse og statslige bygninger (retsbygninger, militære bygninger mv.).

Det digitale byggesagsarkiv kan tilgås ved at klikke på boksen "Weblager" til højre på siden. På hjemmesiden bliver du bedt om et login. Vælg blot Greve Kommune i dropdown-menuen. Herefter kan du søge afsluttede byggesager frem, ved at indtaste dine adresseoplysninger.

Aktindsigt i igangværende byggesager

Du kan anmode om aktindsigt i igangværende byggesager, og få tilsendt sagens dokumenter på mail eller som digital post. Ved aktindsigt skal byggesagsafdelingen kontaktes via mail på byg@greve.dk

Din mail skal indeholde oplysninger omkring byggesagens adresse, sagens overordnede indhold samt en e-mailadresse hvortil sagsmaterialet kan sendes. Ønskes et specifikt dokument i byggesagen bedes dette ligeledes oplyst.