Billede Råstofudvinding I Tunes Omegn

 

 

 

Kort fra grusvirksomhedens ansøgning til Region Sjælland viser det kommende grusområde og vej adgangen dertil.

Råstoffer

Råstoffer som sand, grus og sten er vigtige ressourcer i et moderne samfund. Derfor udarbejder de danske regioner hvert fjerde år en råstofplan, hvor områder til indvinding af råstoffer bliver udpeget. Området omkring Tune har gennem årtier været et sådant område.

Myndighed

Region Sjælland er myndighed for råstofindvinding i regionen. Regionen er blandt andet ansvarlig for at fastlægge graveområder, foretage vurderinger af virkninger på miljøet samt give gravetilladelser og stille betingelser for driften. Greve Kommune har givet overkørselstilladelse.

Nyt graveområde

En grusvirksomhed har ansøgt Region Sjælland om at indvinde grus ved et område i Roskilde og Greve Kommuner, som ligger op ad i Hedeland, Løkkevej og Roskildevej. Det er omkring en kilometer fra Tune By.

Adgangsveje

For at komme til og fra den kommende grusgrav, vil grusvirksomhedens lastbiler benytte overkørslen ved Roskildevej 64 i Greve Kommune.

Virksomheden har undersøgt andre muligheder, som for eksempel at benytte overkørsel på vejen over matrikel 18d mellem Løkkevej og Roskildevej 64. Det har dog ikke været muligt at få en aftale med vejejeren. Derudover mener virksomheden ikke, at en overkørsel ved Løkkevej er en god løsning.

Tilladelser

Grusvirksomheden har søgt og fået tilladelse af Greve Kommune til overkørsel ved Roskildevej 64.

Greve Kommune skal vurdere, om der er vejtekniske eller trafiksikkerhedsmæssige argumenter, der taler imod en overkørsel på det konkrete sted. Det er der ikke her. Oversigtsforholdene til begge sider er fine, og hverken trafikmængden eller vejens størrelse og beskaffenhed taler imod. Kommunen skal generelt sikre, at en ejendom har adgang til offentlig vej, men den kan f.eks. stille betingelser og krav om forbedringer på vejen, hvis trafiksikkerheden taler for det.

Grusvirksomheden har fortalt Greve Kommune, at den har en tilladelse fra vejejeren, men det er op til virksomheden selv at sikre sig vejejerens tilladelse.

De gener, der vil være for naboer til en grusgrav, skal håndteres ved den tilladelse, som Region Sjælland står for. Det er derfor regionen, der skal vurdere de miljømæssige gener for naboer.

Forbud mod lastbiler i Tune

Greve Kommune har forbudt uvedkommende lastbilstrafik gennem Tune, og grusvirksomheden har derfor ikke tilladelse til at køre med lastbiler gennem Tune.

Hvis det viser sig, at lastbilerne alligevel kører gennem Tune uden et ærinde, vil kommunen sammen med politiet følge op på problematikken. Derudover vil kommunen sammen med politiet undersøge, om skiltningen skal forbedres, så det bliver mere tydeligt, at lastbiler ikke må køre igennem Tune.