Godkendelseskriterier for private leverandører af pasningstilbud I Greve Kommune

 

Indledning
Det er muligt for private leverandører at oprette en privat institution efter dagtilbudslovens § 19 (tidligere § 11a i lov om social service). Greve Kommune skal godkende en privatinstitution, som opfylder lovgivningens og byrådets betingelser for godkendelse. Hvis den private leverandør ønsker at etablere flere privatinstitutioner, skal de godkendes hver for sig.

Godkendelseskriterierne omfatter kun institutioner eller institutionslignende pasningsordninger for 0-6-årige børn. Dagplejen er ikke omfattet.

Greve Kommune skal yde drifts-, administrations- og bygningstilskud til privatinstitutionen. Institutionen fastsætter selv forældrebetalingen samt retningslinjer for optagelse af børn i institutionen. Kommunen bevarer dog stadig sin forsyningsforpligtigelse overfor forældrene, idet den er forpligtet til at tilbyde pasning, hvis den private institution ophører.

Driftstilskud inkl. administrations- og bygningstilskud i 2018:

0 - 2 år = 9.733 kr. pr. måned.
3 - 5 år = 4.761 kr. pr. måned.

Privatinstitutioner kan søge om at blive godkendt hele året. Ansøgeren vil modtage svar på ansøgningen senest 3 måneder efter et depositum på 30.000 kr. er indbetalt til Greve Kommune.

Greve Kommunes godkendelseskriterier
For at opnå godkendelse i Greve Kommune skal den private leverandør leve op til alle gældende love, politikker og målsætninger samt til understående kvalitetskrav til private pasningstilbud.