For at kunne blive generelt Godkendt Døgnplejefamilie skal i være godkendt af Socialtilsynet i den region, hvor i bor

I skal have gennemført det lovpligtige 4 dage kursus for plejefamilier.

Som udgangspunkt bruger vi i Greve Kommune kun familier til døgnopgaver, der som minimum har erfaring fra aflastningsopgaver.

Hvis det er første gang i tænker at i vil binde an med en døgnopgave er der flere ting, som det vil være godt at overveje:

  • At have et plejebarn er en fælles opgave for hele familien, der kræver rummelighed og gode ressourcer.
  • Hvordan vil jeres egne børn reagere?
  • Hvordan vil jeres familieliv ændres? - f.eks. ferieplaner m.m.
  • Hvordan er det at stå til rådighed døgnets 24 timer året rundt?
  • Ofte har barnet manglet voksenkontakt og fællesoplevelser - Hvordan kan I som familie dække plejebarnets behov?
  • Hvordan kan vi leve med, at plejebarnet kun er til låns i kortere eller længere tid? F.eks.- at plejebarnets forældre beholder forældremyndigheden over barnet under plejeforløbet, og når som helst overfor forvaltningen kan forlange plejeforholdet stoppet?
  • Hvordan kan vi som familie - på trods af evt. forskellige holdninger - være i stand til at skabe et positivt samarbejde med plejebarnets forældre?
  • Er vi i stand til at samarbejde med forvaltningen og parate til at modtage tilsyn, vejledning og supervision?.
  • Hvordan harmonerer mit nuværende arbejde med at blive plejefamilie? - vil det indebære, at det bliver nødvendigt at nedsætte arbejdstiden?
  • Vide at plejeforholdet som hovedregel ophører, når barnet fylder 18 år, men at plejebarnet også herefter oftest vil have brug for at betragte sig som en del af jeres familie med ønske om tæt kontakt

Hvad kræves og forventes af døgnplejefamilien?

Som døgnplejefamilien bliver I en del af et team, hvor jeres nærmeste samarbejdspartner bliver familieplejekonsulenten, som støtter og vejleder i forhold til opgaven, som i kontakter, hvis der opstår behov for sparring og som kommer på regelmæssige besøg hos jer.

Minimum 2 gange om året vil der være møder med familierådgiver og barnets familie.

I vil indgå i en supervisionsgruppe med en eller to andre familier, som mødes 4 gange om året med supervisor.
Der vil være 6 kurser, 4 aften og 2 heldags kurser, i løbet af året, som i forventes at deltage i.