Indenfor den motoriske udvikling taler man om milepæle, der beskriver hvad barnet kan ved en bestemt udviklingsalder.

Motoriske milepæle er færdigheder som f.eks. at ligge på maven og løfte hovedet, trille, kravle eller gå.

Håndens motorik og barnets evne til at koordinere bevægelser følger også almindeligvis en given rækkefølge.

Hvad er normal motorisk udvikling?

Barnet i alderen 0-3 år gennemgår i grove træk følgende milepæle: Barnet ligger på maven og løfter hovedet, triller, kryber, kravler, sidder, går og løber.

Håndens motorik og koordination udvikler sig fra at være helt ukoordineret til færdigheder som at lege med legetøj, spise med ske eller gaffel og f.eks. at kunne kaste en bold.

Normal motorisk udvikling har meget vide rammer. Det er normalt at et barn kan gå, når det er 9 mdr., men også når barnet er 18-20 mdr. Forskellen kan bero på mange ting f.eks.: barnets størrelse, kropsbygning, temperament, nysgerrighed, muskelspænding, omgivelsernes påvirkning og meget mere. Der er det vigtigt at give barnet den tid, det har brug for, for at udvikle sig. Vigtigst er det, at barnet stille og roligt hele tiden udvikler sig og er nysgerrigt og i kontakt med omverdenen.

Hvordan lærer barnet?

Motoriske færdigheder kommer ikke af sig selv. Barnet skal øve sig rigtig mange gange for at opnå en ny færdighed. Derfor er det vigtigt, at forældrene er opmærksomme på barnets udvikling og hele tiden hjælper barnet videre der, hvor barnet er i sin udvikling. Barnets nysgerrighed vækkes og stimuleres med en god kontakt og opmuntring fra den voksne. Den voksne kan evt. også vise barnet nye færdigheder, ved f. eks at hjælpe barnet med at trille frem og tilbage. Lad dog barnet så vidt muligt arbejde selv, læg f. eks legetøj så barnet skal arbejde lidt for at nå det (selvfølgelig først når det er klar til det).

Husk at barnet kun kan én ting af gangen og pas på med at lade barnet forstyrres af alt for mange stimuli og legesager. Barnet kan i princippet lære meget af og bruge lang tid bare på f.eks. en grydeske.