Mit barn går på tå

Årsagen til at børn går på tå, kendes ikke. Tågængeri er i princippet ikke et problem, men kan nogle gange på sigt give stramme muskler og smerter i benene. Mange børn ophører med at gå på tå inden 3 års alderen.

Nogle gange kan fodtøj mindske tågangen, andre gange slides skoene i stedet blot kraftigt på udsatte steder. Det hjælper ikke at sige til barnet, at det skal gå på flad fod, det er en ubevidst handling, som man ikke kender den egentlige årsag til.

Foden drejer indad/udad

Vi er som mennesker alle forskellige af bygning, højde og drøjde. Fødder der vender indad eller udad er som regel også et af disse kendetegn. I forhold til det lille barn der ikke går endnu, vil man som regel afvente situationen, med mindre barnet ikke bevæger sin fod og ben normalt.
Når barnet er oppe at gå, bliver det vigtigt at overveje, om du har mistanke om, at barnet har smerter, eller at du ser at barnet falder uforholdsmæssigt meget. Fødder kan ofte støttes af en god sko, der sidder godt på foden og evt. støtter anklen. Skoen skal ikke være for tung.

Nogle gange er det blødhed i hoften, der er årsag til, at fødder vender indad, og her er der brug for tid til, at stabiliteten i hoften udvikles.

Den bløde fod

Hvis barnet har en meget blød fod og f.eks. ”vælter” i sit ankelled, kan det være sværere for barnet at holde balancen og gangdebut forsinkes. Derfor er det vigtigt, at barnet har en sko/sandal, der støtter anklen, når han/hun er klar til at stå og gå. Skoen skal helst være på ude som inde. Dette vil hjælpe barnet til at stabilisere ankelleddet.

Platfod

De fleste børn under 3 år har ikke udviklet en fodbue, og derfor kan platfod først vurderes når barnet bliver ældre.