SPROGVURDERING AF 3 ÅRIGE BØRN


Sproget er et af de vigtigste kommunikationsredskaber mellem mennesker. Sproget er med til at give barnet adgang til leg – til at forstå verden – og til at sætte ord på ting, oplevelser og følelser.
Sproget er med andre ord basis for den læring, jeres barn oplever nu og i fremtiden. Formålet med at sprogvurdere 3-årige børn er derfor at finde ud af, om barnet har de sproglige redskaber, det har brug for som 3-årig, og at give en tidlig støtte til de børn, der har brug for det.

Ifølge Dagtilbudsloven §4 stk. 11 skal der gennemføres en sprogvurdering på børn i 3 års alderen, hvis der er sproglige, adfærdsmæssige eller andre forhold, der giver formodning om, at barnet kan have behov for sprogstimulering.
Hvis barnet ikke går i dagtilbud, gælder tilbuddet stadig og sprogvurderingen varetages af en uddannet dagplejepædagog.

I Greve Kommune benyttes det standardiserende sprogvurderingsmateriale til 3-årige børn, udviklet af Ministeriet for Familie og forbrugeranliggender.

Det er det pædagogiske personale, der står for selve vurderingen i tæt samarbejde med jer.

Børnenes sprog vurderes på i alt 7 områder, hvoraf de 2 skal vurderes af forældrene i hjemmet. Efterfølgende beskrives en handleplan for det enkelte barn, hvis det findes nødvendigt.

I Greve Kommune har vi til tosprogede børn valgt at bruge materialet ”Vis hvad du kan” fra Undervisningsministeriet, der er specielt udformet til tosprogede børn.
Tosprogede børn der på baggrund af en sprogscreening vurderes at have behov for genscreening, skal modtage sprogstimulering af en varighed på 15 timer om ugen, hvis de ikke er tilmeldt dagtilbud, er de tilmeldt dagtilbud vil de modtage sprogstimulering her.

Efter sprogvurderingen vil I få tilbudt en samtale med pædagogen om sprogvurderingens resultater.

Læs om mål, rammer og sprogstimulering på Greve kommunes hjemmeside ved at klikke på linkene "Læs mere"