Når barnet trives vil læring opstå både spontant eller når de voksne planlægger læringsforløb og ikke mindst gennem leg.

 

Se hvor børnene har deres opmærksomhed, lyt til deres stemme og giv rum til deres oplevelser. Læring er en proces, der medfører ændringer i barnet i retning af øget viden og kompetence som udvider mulighederne for selvbestemmelse og selvstændighed. Vær derfor opmærksom på børnenes nysgerrighed, interesser og ønsker, og tag udgangspunkt i denne interesse. Er barnet optaget af små dyr, vil barnet elske hvis I sammen finder dyr, finder ud af hvad de hedder og hvad de spiser. Snegle er eks. rigtig glade for bananer.

Børn er selvstændige små mennesker og selvfølgelig vidt forskellige. Et barn taler rent før et andet, eller kan stå på et ben før en jævnaldrende. Rammerne for udvikling er vide, og det er essentielt, at barnet føler sig værdsat og accepteret, som det er. Det skaber et trygt og godt grundlag for udvikling og læring.

Det 3-6 årige barn

Barnet udvikler sig gennem sanseindtryk, oplevelser og handling. Når det løber, klatrer eller hopper, skabes grobund for nye og finere bevægelser. Det er derfor vigtigt at barnet bruger sin krop – at klatre i træer eller lege ”jorden er giftig” vil altid være et hit.

Udviklingen danner, sammen med de oplevelser barnet får, base for den sproglige udvikling. En togtur kan give masser af sproglige oplevelser – snak med barnet om alt hvad I ser på vejen. Eller når der skal tages tøj på ”Så, skal vi have venstre fod ned i støvlen”. Tæl også gerne når der skal dækkes bord eller der skal skrælles kartofler.

At spille spil sammen, eks. Billedlotteri, giver også masser af læring samtidig med, at det giver en god kontakt. Her må barnet også gerne lære, at man ikke altid kan vinde.

Det er også i denne her alder at barnet bliver interesseret i at klippe, tegne og male. Give gerne barnet en stak ugeblade. Her kan der eks. Klippes dyr eller andet ud, som bagefter kan klisters ind i en lille hjemmelavet bog.

Remser og rim er sprog med musik og rytme og giver basis for den senere læsning, ligesom bøger med handling, nu også kan kaperes. Det er en god ide at slutte dagen af med en godnat historie.

Det er også i denne her alder, at barnet kan få små opgaver, at rydde op er måske ikke altid det allersjoveste, men hvis du deler opgaven op med, først skal alle bilerne eller dukkerne op i kassen, kan det blive en sjov og overkommelig opgave. Ligesom det at lære binde sko, kan deles op i først at lære at binde knuder. Anerkendelse og opmuntring giver barnet lyst til at arbejde videre, og er med til at øge selvværd.