At starte i skole er for de fleste børn og forældre en vigtig milepæl og begyndelsen til en ny fase i familiens liv.

Børnene skal nu til at beskæftige sig med noget, der stiller krav til dem på en anden måde end i børnehaven. Det gælder både med hensyn til aktiviteter, opdelingen af dagen i lektioner og frikvarterer og det sociale samvær med andre børn og voksne. Ligesom voksne befinder børnene sig nu i en verden, der både rummer langt flere muligheder, men også langt mere pres.

Når børn når skolealderen ændres deres udvikling sprogligt, intellektuelt samt følelsesmæssigt og socialt. De får større bevidsthed om, hvem de selv er, og hvad de kan. De begynder at have en selvopfattelse og udvikle selvtillid. I hverdagen viser ændringen sig ved, at børnene på mange områder begynder at kunne klare sig selv.

Børn udvikler sig i forskelligt tempo. Som oftest er der ikke grund til bekymring, hvis et barn ved skolestarten er forskellig fra sine jævnaldrende på et enkelt område. Hvis barnet ikke udvikler sig som sine klassekammerater på flere områder, eller hvis man er bekymret, er det en god idé at snakke med børnehaven eller skolen, der evt, kan kontakte Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Man kan som forældre også henvende sig direkte til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR).