Børn befinder sig fra fødslen i sociale sammenhænge - i begyndelsen i nære og trygge rammer i familien og senere i større sammenhænge i vuggestue og børnehave. Børn er derfor fra skolestarten generelt vant til at være sammen med andre børn og vant til at skulle tage hensyn til hinanden.

Når børn starter i skolen kan de fleste kontrollere deres følelsesmæssige reaktioner, fordi de er blevet i stand til at bruge sproget som forklaring på problemer. De kan også komme med løsningsforslag, hvis der opstår modsætninger eller konflikter med andre børn.

Børns følelsesmæssige oplevelser kan ikke uden videre oversættes til voksenplan, selv om de kan være lige så stærke som voksnes. Børn har ikke så mange erfaringer at forholde følelserne til og ikke så mange ord at beskrive dem med. Derfor kan selv små konflikter eller dårlige oplevelser blive overvældende afhængig af barnets temperament og personlighed.

Hvis et barn ofte kommer i konflikt med andre børn eller voksne kan det skyldes, at barnet har vanskeligheder på det sproglige område eller har svært ved at overskue en situation. Det kan også hænge sammen med, at barnet kan være i en følelsesmæssig belastet eller sårbar situation, der gør det kaotisk, så det ikke magter at bruge sproget, og i stedet for råber, slår eller sparker.

Hvis et barn ofte kommer i konflikt med andre børn eller har negative oplevelser, kan barnet have behov for, at voksne hjælper med at sætte ord på den følelse, der gør barnet vred, rasende eller ked af det. Det er først når der bliver sat ord på følelsen, at barnet får mulighed for at komme af med denne eller kan give den et konstruktivt udtryk.

Hvis børn ikke trives følelsesmæssigt og socialt, kan det være en god idé at snakke med skolen, som evt., kan kontakte Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Man kan som forældre også henvende sig direkte til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.