Skolebarnet

De 9-10 årige begynder at opdage, at livet er mere kompliceret og vanskeligere, end de hidtil har kunnet forestille sig. Den ene dag er de fulde af selvtillid og den næste små og fortabte. Både for den 9-10 årige og forældrene kan det opleves som overraskende, hvor sårbare de er ind imellem. Men udviklingen foregår i ryk – nogle gange lidt frem og andre gange lidt tilbage.

Skolebarnet på mellemtrinnet befinder sig ifølge nogle fagfolk midt i ”barndommens guldalder”. Det får mange nye interesser, lærer nye ting, opfatter i højere grad verden og menneske omkring sig, og de bliver mere selvstændige. Men de har fortsat brug for omsorg og opmuntring - og sådan vil det være længe endnu!

Trods svingninger konsolideres barnets udvikling på mellemtrinnet på en række områder såvel intellektuelt som fysisk-motorisk og socialt-følelsesmæssigt.

Hvis barnet ikke trives og udvikler sig

Hvis et barn ikke udvikler sig som forventet – eller ikke trives i skolen, er det i første omgang fornuftigt at snakke med barnets klasselærer. Det kan også i nogle tilfælde være fornuftigt at snakke med skolen om at inddrage Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR). Forældre kan også selv henvende sig direkte til PPR.