sandkasse_artikelside_top

Kontakt

Sundhedsplejen
Hundige Allé 11
2670 Greve
Tlf.43 97 84 04

Det er sommer, det er sol og det er...

… tid til at være ude at lege i det det dejlige vejr. Det er skønt for børn at boltre sig udendørs når solen skinner, og det er også bare om at nyde det - og gerne mange timer hver dag. Det er dog vigtigt, at I tænker over at have gode og fornuftige solvaner, således at I reducerer risikoen for solskoldninger, solskader og hudkræft.

Barnet, der endnu ikke kravler og går

Spædbørn må ikke være i direkte sollys, og behøver derfor ikke at have solcreme på, men du skal altid sørge for at barnet er i skygge. Barnet bør derfor opholde sig i en barnevogn med kaleche og eventuel parasol eller på anden måde være fuldstændig skånet for solens stråler. Selv når barnet er i skyggen, skal I sørge for at beskytte mod solen, fordi omgivelserne reflekterer strålerne. Det bedste er at tildække huden med løstsiddende tøj og huske solhat til beskyttelse af ansigt, hals, nakke og ører.


Din tumling i solen


Når dit barn har lært at gå, er det tid til at lege i sommervarmen på legepladsen, på stranden, i haven og alle mulige andre hyggelige steder, og så er det selvfølgelig også tid til at være endnu mere påpasselig overfor solens stråler idet du jo ikke længere kan sørge for, at guldklumpen kun opholder sig i skyggen.
Der findes heldigvis nogle ganske simple råd, der er lette at følge - og gør I det, er der ingen grund til bekymring:

Siesta - hygge i skygge

Hvis I er ude mellem klokken 12.00 og 15.00 skal i søge skygge for eksempel under en parasol eller lignende. Selvom I opholder jer i skyggen, skal I alligevel tænke over at huske solbeskyttelse idet omgivelserne reflekterer solens stråler. I skal især være forsigtige når I opholder jer på stranden, da solens stråler bliver kastet tilbage af sand og vand.
En tommelfingerregel er, at du skal beskytte dig i solen, når din skygge er kortere end din højde og når UV-indexet er over 3.

Solhat

Barnet bør beskyttes mod solen af løstsiddende og tørt tøj, som dækker kroppen, overarmene og lårene. Derudover er det vigtigt, at huske en solhat med bred skygge, som kan yde beskyttelse til hoved, ansigt, ører og nakke. Solbriller kan også være en god idé. De skal beskytte mod både UVA- og UVB-stråler.

Solcreme

Lidt tid inden I begiver jer ud i solen, skal du smøre dit barn grundigt ind i et godt lag vandfast solcreme overalt der hvor tøjet ikke dækker huden. Husk også nakke og ører. Til hele barnets krop skal du bruge ca. en barnehåndfuld creme for at sikre tilstrækkelig faktor.

I skal vælge en creme af tilstrækkelig høj faktor, som både beskytter mod UVA- og UVB-stråler. Spørg jer til råds på apoteket om hvilken creme I bør købe - og husk at smøre flere gange dagligt.

Drik rigeligt vand

Husk endelig at tilbyde dit barn rigeligt vand at drikke når det er varmt.

God fornøjelse i sommerlandet!