holde i hånd_artikelside_top

Kontakt

Sundhedsplejen
Hundige Allé 11
2670 Greve
Tlf.43 97 84 04

Gulsot hos nyfødte
Cirka 50 procent af børn født til tiden og cirka 80 procent af børn født for tidligt, oplever kort efter fødslen, at deres hud får en let gullig farve. Det kaldes gulsot eller på latin, Icterus. Hos langt de fleste, er det en helt almindelig tilstand, der hurtigt forsvinder af sig selv igen.
Typisk starter gulsoten i løbet af 2.-4. levedøgn og topper på 7. levedøgn hvorefter det vil aftage igen og forsvinde inden barnet er 14 dage gammelt.
Nyfødte har et højt niveau af det stof, der hedder Bilirubin i blodet. Det er et naturligt nedbrydningsprodukt fra de røde blodlegemer, som skal filtreres fra i leveren og udskilles til tarmen via galden. Nogle gange er det dog svært for den lille nyfødtes lever helt at følge med i det tempo, der er nødvendigt for at få udskilt al Bilirubinet. Når det ophober sig i blodet, opstår gulfarvningen af huden og barnet får gulsot. Udover gulfarvningen af huden er symptomer på gulsot især sløvhed og dermed måske også manglende energi til at indtage den nødvendige mængde mad. Tilstanden går som sagt oftest over af sig selv igen og kræver sjældent behandling, men det kan i nogle tilfælde være nødvendigt, at give lysbehandling hvor barnet lægges i en lyskasse. Påvirkningen fra lyset gør Bilirubinet vandopløseligt, så det kan udskilles med urinen.

Gulsot, der kræver ekstra opmærksomhed

Hos cirka 1000 børn om året ses det, at gulsoten ikke går i sig selv efter de to første leveuger. Hos langt de fleste af disse, er det ganske ufarligt Men hos 4-6 børn årligt, er det en alvorlig tilstand som skyldes en misdannelse af galdevejene (også kaldet galdevejsatresi). Det er en operationskrævende tilstand, der kan være farlig hvis den ikke opdages i tide. En hurtig indsats overfor denne tilstand giver det bedste resultat, og derfor er det vigtigt at følge Sundhedsstyrelsens retningslinjer.

Ifølge Sundhedsstyrelsens anbefalede retningslinjer skal alle børn, der fortsat er gule efter det 14. levedøgn straks henvises til udredning med henblik på opsporing af eventuel galdevejsatresi.
Det vil sige, at hvis jeres barn er gult når det er 14 dage gammelt, skal I straks kontakte egen læge og få taget de relevante blodprøver.