Banner_kaffekande_stor

Kontakt

Greve Familiecenter
Hundige Alle 11
2670 Greve
Tlf.43 97 34 50
Send digital post

Se udtalelser fra familier.

Jeg blev tilknyttet Familiecenteret i Greve efter en voldsom episode med min eksmand i 2019 og har gået til samtaler i ca. et år. Tidligere havde jeg ingen idé om, at der fandtes sådan et tilbud, og jeg kan kun prise mig lykkelig for, at vores veje krydsede hinanden, selvom det skete på baggrund af en svær oplevelse. Familieterapeuterne har ikke kun været gode til at hjælpe mig videre i livet, men også givet mig gode råd og værktøjer til at tackle den svære situation i forhold til min lille søn, der desværre var vidne til den svære oplevelse med far. Samtalerne, der ind i mellem også involverede min søn, var grunden til, at min søn åbnede sig op og kunne sætte ord på nogle svære følelser, han tidligere har haft svært ved at tale om og endsige sætte ord på.

Efter forløbet får jeg nu positiv respons fra hans pædagoger i børnehaven, der fortæller, at min søn taler frit om sin far og samtidig er blevet mere åben og glad i sin hverdag. Det gør mig selvfølgelig meget glad som mor, og det kan jeg kun takke familieterapeuterne for. Derudover har forløbet hos disse kvinder også haft en enorm stor betydning for min personlige udvikling, da jeg allermest havde brug for det. Efter hver samtale følte jeg mig 20 kg lettere, da jeg gik derfra, og jeg kunne med det samme mærke, hvordan der blev ryddet op i mit tankemylder, der plagede mig i forbindelse med min fortid.

I dag er jeg et sted i livet, hvor jeg har psykisk overskud, og det har helt klart noget med mit forløb hos Familiecentret at gøre, da de altid har været gode til at skubbe mig i den rigtige retning og givet mig et større perspektiv på livet. Tak er kun et fattigt ord, men af hjertet TAK for Familiecentrets støtte, vejledning og gode humør.

-------------------

Jeg har fået rigtig meget ud af at komme i familiecentret det sidste års tid. Jeg har fået et helt nyt syn på og samarbejde med mit barn, jeg har nemlig fået de helt rigtige redskaber til at forstå og se mit barn der, hvor han er.

Jeg sætter stor pris på alt den hjælp vi har fået - som har resulteret i at vi ikke behøvede en udredning på Børnepsyk.

Mor til dreng, 7 år

-------------------

"På Greve Familiecenter har vi fået den hjælp og støtte, vi har haft brug for i en svær periode i vores familieliv. Det har især hjulpet vores datter, som har følt sig hørt og værdsat, i tiden hos jer. Det er vi meget taknemmelige for. 

De bedste hilsner fra familien i Karlslunde".

--------------------

"Vi havde i løbet sommeren og efteråret, oplevet nogle stadigt voldsommere reaktioner fra vores yngste søn. De opstod typisk ved konfrontationer med storebroren eller hvis vi rettede på ham. Han blev meget voldsom og det tog meget lang tid før han igen faldt til ro. Og typisk endte det med, at vi havde en dreng der var utrolig ked af det og næsten utrøstelig.

I vores søgen på råd og hjælp, kom vi i kontakt med Greve Familiecenter i december, og fik en indledende samtale i januar. Det blev starten på et forløb, hvor vi kom på centret, både med og uden børn. Gennem leg og samtale, fik vi indblik i hvad der kunne røre sige i hovedet på en dreng på 5 år, og hvordan han kan se verdenen som et meget forvirrende sted. Vi fik nogle gode redskaber til at ændre vores måde at kommunikerer med ham på, således at vi blev tydeligere og klarere i vores signaler.

Vores proces varede ca. 4 måneder, og er endt med at vi har en dreng, der er meget gladere. Han kan stadig blive hidsig, men falder meget hurtigere til ro, og bliver ikke ulykkelig mere. For vores familie har det betydet en rolig hverdag, hvor vi som forældre ikke skal gå og være nervøse for, hvornår han eksploderer.

Gennem hele forløbet har vi oplevet en rar og positiv tilgang til lige netop vores udfordringer. Vi har følt os meget trygge og har kunne tale om alt, som har været relevant for at få ændret vores adfærdsmønster.

Vi kan varmt anbefale at søge hjælp hos Greve Familiecenter.

Med venlig hilsen

Familien Lykkegaard"

-------------------------