Byrådet har besluttet at sende forslag til risikostyringsplan for stormflod 2021-2027 i offentlig høring i 6 måneder.

Greve Kommune skal som de øvrige kommuner i Køge Bugt inden 22. oktober 2021 have vedtaget en revideret risikostyringsplan for stormflod fra havet gældende fra 2021 til 2027. Byrådet har den 14. december 2020 godkendt et forslag til risikostyringsplan for stormflod 2021-2027 som sendes i offentlig høring. Planen er i offentlig høring til den 23. juni 2021.

Formålet med EU’s oversvømmelsesdirektiv og udarbejdelsen af risikostyringsplaner er at mindske de negative konsekvenser af oversvømmelser ved at fastlægge retningslinjer for vurdering og styring af oversvømmelsesrisikoen. Risikostyringsplanen fastsætter mål og indeholder forslag til handlinger og tiltag til styring af risikoen for oversvømmelser i Greve Kommune, så mulige negative følger for menneskers sundhed, miljø, kulturarv og økonomisk aktivitet reduceres, når en stormflod fra Køge Bugt kommer.

Høringssvar, mærket ”Risikostyringsplan”, skal sendes til Greve Kommune, Teknik og Miljø, Rådhusholmen 10, 2670 Greve eller via e-mail: natmil@greve.dk senest den 23. juni 2021.

Miljøvurdering af planen

I forbindelse med udarbejdelsen af risikostyringsplanen har Greve Kommune foretaget en miljøscreening efter miljøvurderingsloven. Den samlede screening viser, at risikostyringsplanen ikke vil have væsentlig indvirkning på miljøet. Greve Kommune agter derfor på foreliggende grundlag at beslutte, at der ikke skal udarbejdes en egentlig miljøvurdering af risikostyringsplanen. I screeningen er anvendt et skema med de relevante miljøparametre, som fremgår af lovens bilag 3. Inden Greve Kommune træffer endelig afgørelse vil berørte myndigheder blive hørt jf. miljøvurderingslovens § 32.

Greve Kommune vurderer, at de myndigheder, der kan forventes at blive berørt af planen vil være sammenfaldende med myndigheder, som bliver hørt ved offentliggørelse af forslag til risikostyringsplanen. Udkast til screeningsafgørelsen sendes derfor i høring, samtidig med forslag til risikostyringsplanen med samme frist for bemærkninger til risikostyringsplanen.

Risikostyringsplanen indeholder tiltag i form af planer om konkrete projekter, og her skal det nævnes, at det i projekteringsfasen for det konkrete projekt vil blive screenet, om projektet udløser krav om miljøvurdering og evt. VVM-tilladelse.