Vi anbefaler, at du komposterer dit haveaffald sammen med den grønne del af køkkenaffaldet.

Køkkenaffald

Du kan kompostere den grønne del af dit køkkenaffald. Det vil sige, at du kan kompostere kartoffelskræller, frugt og andet grønt, kaffegrums, æggeskaller, teposer mv. Hvis du er i tvivl om, hvad du må kompostere, kan du kontakte Greve Kommune eller KLAR Forsyning på tlf. 56 65 22 22.

Kompostbeholder
Du kan købe mange forskellige typer af kompostbeholdere i byggemarkeder, havecentre mv.

For at få en god kompostering skal du:

· Blande affaldet så meget som muligt

· Holde komposten/affaldet fugtigt

· Vende affaldet jævnligt, gerne en gang om måneden

Afhentning af kompost
På MiljøCenter Greve har du mulighed for at hente gratis kompost to gange om året. Hold øje med annoncering i Sydkysten eller på KLAR Forsynings hjemmeside.

Alle borgere i ARGO's område er altid velkommen til at afhente gratis kompost i Kalundborg og Audebo (så længe lager haves). Det er gratis, hvis man selv læsser. Hvis traileren skal læsses med rendegraveren, koster det 50 kr.

Haveaffald

Du får hentet haveaffald fra almindelig vedligeholdelse af haven i perioden 1. marts til 30. november. I vintermånederne kan du aflevere haveaffald på MiljøCenter Greve.

 

Haveaffald kan du aflevere i papirsække, bundter eller i grønne 240 liter beholdere. Når beholderen skal tømmes, skal du aftenen før sætte den ud til vejen, fortovet eller rabatten og vende håndtaget ud mod vejen.

Sms- og mailservice

Under "Læs mere" har du mulighed for at tilmelde dig KLAR Forsynings sms- og mailservice. Du kan vælge at modtage en sms og/eller mail en eller flere dage, før dit affald bliver hentet.