Drikkevandet er godt, men sårbart og du bor ovenpå det - så pas på det!

Det vand, du drikker, stammer fra grundvand. Det er ved en simpel behandling blevet til godt drikkevand. Vandet er oprindeligt faldet som regn, som er sivet ned gennem jordlagene. Det renser det, og beriger det med mineraler. Der går typisk mellem 10 og 100 år fra vandet er faldet som regn, til det kommer ud af din hane.

I Greve indvindes vandet fra kalklag, der ligger dybt nede i jorden. Det betyder, at vandet indeholder meget kalk. Man siger også, at det er hårdt. Det betyder, at kedler, kaffemaskiner og lign. hurtigt kalker til, men har ikke betydning for vandets kvalitet i øvrigt. Du kan se en oversigt over hårdheden i drikkevandet på siden "Vandkvalitet" (se menuen til venstre).

Vandet i Greve er dannet her i kommunen. Vi er også med til at forsyne Storkøbenhavn med drikkevand. Vandet til Greves indbyggere leveres fortrinsvis af fem private vandværker, der er i kommunen. Vandet til Storkøbenhavn indvindes af HOFOR.

Pas på dit drikkevand

Vi indvinder alt vores drikkevand inden for kommunen, og det betyder, at du bor ovenpå det! Det er derfor vigtigt, at du er forsigtig, når du omgås kemikalier, der kan true grundvandet. Sprøjtemidler (pesticider), olieprodukter og lign. skal håndteres meget omhyggeligt, og generelt anbefaler kommunen, at du ikke anvender pesticider i din have, indkørsel eller lign.

Hvis du har oliefyr, er det vigtigt, at du sørger for, at tank, rørføringer og fyr er tætte og i god stand, og at du ikke har et uforklarligt stort olieforbrug.

Hvis du ønsker at bore efter vand eller lignende, skal du enten have en tilladelse til det eller anmelde det til Center for Teknik & Miljø. Vi kan kontaktes på e-mail natmil@greve.dk, telefon 43 97 94 48 eller per post til Center for Teknik & Miljø, Greve Kommune, Rådhusholmen 10, 2670 Greve.