Greve Kommune fører tilsyn med drikkevandet i kommunen. Det omfatter både udviklingen af naturligt forekommende stoffer, bakterier og forurening med f.eks. pesticider.

Kommunen fører tilsyn med kvaliteten af drikkevandet, som leveres til borgerne i kommunen. Det drejer sig om at følge udviklingen i naturligt forekommende stoffer. For eksempel vil et stort indhold af sulfat eller nikkel tyde på, at der oppumpes for meget vand, eller det pumpes på en forkert måde.

Men der er også en del af de kemikalier, som vi mennesker har fremstillet, som kan volde problemer for vores vandforsyning. Det kan for eksempel være pesticider eller visse kemikalier, som tidligre var meget udbredte i industrien.

Og endelig er der risiko for at vandet forurenes med bakterier, som på kort sigt kan gøre mennesker syge. Det er imidlertid svært at få overblik over, da der er mange forskellige bakterier, svampe og vira. Vi holder i stedet øje med nogle indikatorbakterier, som kan fortælle, om vandværkerne holder en god hygiejne.

Problemerne

I Greve Kommune indvindes drikkevand tæt på kysten. Det giver en risiko for, at der kommer salt i vores drikkevand. I årenes løb har flere vandværker måttet lukke boringer tæt ved vandet, forde de saltede til.

I de nærmeste kilometer fra kysten indeholder vandet også fluorid. Det er naturligt forekommende i det kalklag, vandet kommer fra. Det kan dog i store koncentrationer skade menneskers helbred. Det vand, som pumpes ud fra vandværkerne må derfor ikke kun bestå af vand fra "kystområdet".

For meget nikkel og sulfat tyder på, at der pumpes for meget eller på en forkert måde. Her holder vi øje med, at udviklingen ikke går i en forkert retning.

Af de menneskeskabte kemikalier er der især to grupper, som vi skal holde øje med. Den ene er opløsningsmidler og den anden er pesticider. Vi finder spor af begge dele i vandet forskellige steder i kommunen. De er under grænseværdierne, men vi følger udviklingen.

Endelig holder vi løbende øje med bakterier i drikkevandet. Der er altid bakterier i vandet, men hvis der er for mange, er det tegn på at der er noget galt. Bakterier kan meget hurtigt gøre mennesker syge, og det kan være nødvendigt er reagere meget hurtigt, hvis der sker noget.

De fleste mennesker er mest interesseret i, hvor meget kalk, der er i vandet. Det gilver tilkalkning maskiner, haner og så videre. Kalken kan være generende, men har ikke indflydelse på helbredet hos langt de fleste mennesker. Meget kalkholdigt vand, som det vi har i Greve Kommune kaldes også for hårdt vand. Du kan finde oplysninger om vandets hårhed her. Det har betydning for hvor meget sæbe, din vaskemaskine skal bruge, og hvor tit din kaffemaskine skal afkalkes.